Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29b, vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, der var blevet meddelt opholdstilladelse i Italien. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 29 b, under henvisning til, at han har opnået beskyttelse i Italien, hvor han blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk.1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er blevet meddelt opholdstilladelse i Italien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. De italienske myndigheder har [en nærmere bestemt dato i] oktober 2018 oplyst, at klageren har opnået subsidiær beskyttelse i Italien, og at opholdstilladelsen er gyldig til [dato] september 2019. Klageren vil i Italien være beskyttet mod refoulement. Klageren har tidligere opholdt sig i Italien i en længere periode, idet han fik opholdstilladelse i Italien [fra] september 2011 med gyldighed til [dato] september 2014, og klageren fik i 2014 sin opholdstilladelse forlænget, nu med gyldighed som ovenfor anført. Klageren har efter sin egen forklaring i et vist omfang haft arbejde i Italien, har boet i et telt og har haft adgang til tre daglige måltider. Flygtningenævnet har således også lagt vægt på klagerens egne erfaringer. Herefter og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger finder nævnet, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet, og at han vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, herunder med adgang til sundhedshjælp. Flygtningenævnet har ligeledes truffet afgørelse om, at klagerens ægtefælle og fem børn nægtes opholdstilladelse i Danmark, da de, som klageren, må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som første asylland for klageren. For afgørelsen af, om Italien kan tjene som første asylland for klageren, har det ikke betydning, om klageren er pakistansk eller afghansk statsborger, og Flygtningenævnet kan ikke på det foreliggende grundlag tage stilling til, om klageren asylretligt skal vurderes i forhold til Pakistan eller Afghanistan. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2019/3/SME
