Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive henrettet eller tvunget til at udføre sin militærtjeneste af de syriske myndigheder, fordi han ikke har aftjent denne. Klageren vil ikke udføre militærtjeneste, idet klageren ikke vil slå andre ihjel eller selv risikere at blive slået ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive straffet af de syriske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet klagerens forældre på et tidspunkt modtog to breve om, at han skulle afhente sin militærbog. På et tidspunkt i 2013 eller 2014 opsøgte de syriske myndigheder husstandene i bydelen [A], hvor klageren boede sammen med sine forældre, med henblik på at tvangsrekruttere unge til militæret. Da myndighederne ankom til klagerens bopæl, flygtede han til sin nabo, hvorefter han tog ophold hos sin søster ved navn [B], som boede i et område ved navn [C] i Damaskus. Omkring en måned efter at klageren havde taget ophold hos [B], tog klageren hen til rekrutteringscenteret i [D] i Damaskus, hvor klageren fik udleveret sin militærbog. Klageren fik at vide, at han skulle slutte sig til militæret inden for en til to måneder. Klageren deltog på omkring samme tidspunkt i en demonstration i [A]. Et par dage efter deltog klageren igen i en demonstration, hvorefter klageren mødte en person ved navn [E] og nogle barndomsvenner. På stedet, hvor de mødtes, befandt sig en person ved navn [F], som [E] talte med. [E] orienterede klageren om, at [F] havde været i besiddelse af en liste med navne, hvoraf klagerens navn fremgik. Under klagerens ophold hos [B] opsøgte de syriske myndigheder igen husstandene i [A] med henblik på at tvangsrekruttere unge til militæret. I den forbindelse opsøgte de syriske myndigheder klagerens forældres bopæl samt klagerens fars restaurant. Myndighederne ankom også til [B] med en liste over navne på personer, som de spurgte efter i området. Klagerens navn fremgik også af denne liste. Da klageren havde opholdt sig hos [B] i en periode fra otte til ni måneder, påbegyndte klageren sin udrejse af Syrien sammen med [G] sin forlovede. Under deres udrejse af Syrien blev de ramt af en vejsidebombe, hvor [G] afgik ved døden. Klageren udrejste af illegalt af Syrien ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Under klagerens ophold i Tyrkiet, blev han bekendt med, at klagerens forældre havde modtaget en dom, hvoraf fremgik, at han var landsforræder, og at han var blevet dømt til at blive henrettet, fordi han ikke havde sluttet sig til militæret. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, og at hans forklaring fremstår som konstrueret. Flygtningenævnet bemærker herudover, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har erkendt, at han til henholdsvis politiet og Udlændingestyrelsen har forklaret usandt om, hvorvidt han har været fængslet i Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan udsendes med tvang til Syrien i medfør af udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Ved afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige grunde, at klageren på trods af kriminaliteten kan meddeles opholdstilladelse, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af forbrydelsen i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, herunder konventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har ved denne afvejning lagt betydelig vægt på, at klageren ved dommen [fra begyndelsen af] 2019 afsagt af Retten i Aarhus blev idømt et års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og § 285, jf. § 276 a. Det fremgår af dommen, at røveriet blev begået af flere gerningsmænd, og at klageren under røveriet udøvede vold mod en medarbejder i den restaurant, som blev udsat for røveriet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren, der er 27 år, er ugift, at han ingen nær familie har i Danmark, og at han alene har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke er særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/29/CHA
