Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstil-ladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Shiqaal og er sunni-muslim fra [landsby], Lower Shabelle-regionen, So-malia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb af og blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i februar 2011 blev holdt fanget og tilbageholdt af al-Shabaab i [landsby]-området. Klageren blev ført til en træningslejr for al-Shabaab, hvor han blev undervist i religiøse forhold og gennemgik fysisk træning i tre uger inden, at det lykkedes for ham at flygte fra lejren. Videre har klageren oplyst, at han under sit ophold i Danmark i oktober 2013 modtog oplysninger om, at hans far og onkel i Mogadishu var blevet slået ihjel af al-Shabaab. Dette forhold skyldtes, at de blev beskyldt for at have gemt klageren for al-Shabaab. Herudover havde klagerens far en konflikt med al-Shabaab som følge af hans tilknytning til gruppen Ahlu Sunah Wal Jamaaca. Udlændingestyrelsen meddelte den 9. januar 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttel-se henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygt-ningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen både i forbindelse med den oprinde-lige sag og i forbindelse med inddragelsessagen må antages at have lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger ligeledes i alt væsentligt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren i februar 2011 blev til-bageholdt af al-Shabaab og ført til en træningslejr for al-Shabaab i [landsby]-området, hvor han blev undervist i religiøse forhold og gennemgik fysisk træning i tre uger, inden det lykkedes for ham at flygte fra lejren. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at al-Shabaab flere gange efterfølgende opsøgte hans bopæl, hvor de truede hans stedmor, og at hun og klagerens hel- og halvsøskende som følge heraf er flygtet fra [landsby]. Flygtningenævnet finder, at klageren fortsat må antages at være så profileret i forhold til al-Shabaab, at han – der kommer fra en landsby, som må antages i et vist omfang at være kontrolleret af al-Shabaab – ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtninge-nævnet finder, at klagerens asylmotiv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtninge-nævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 14. februar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/173/CHPE
