Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, muslim af trosretning og fra [A], der er beliggende i [B] distriktet i Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen [C]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerne har som asylmotiv både i forbindelse med den oprindelige asylsag og i forbindelse med forlængelsessagen henvist til, at han stak af fra al-Shabaab, der forsøgte at rekruttere ham, hvorfor han frygter at blive dræbt al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab ikke forekommer selvoplevet, herunder at klagerens forklaring forekommer indøvet, ligesom klagerens forklaring om centrale episoder, der umiddelbart burde have gjort stort indtryk på klageren, fremstår udetaljeret. Dertil kommer, at klagerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klagerens forklaring også indeholder visse væsentlige divergenser, herunder har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt [D] personligt hentede klageren på bopælen første gang, han blev tilbageholdt, og om klageren blev forladt af sin agent i Nairobi. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab som konstrueret og utroværdig, og nævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er efterstræbt af al-Shabaab eller på anden måde profileret. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at den generelle situation i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse den 8. september 2015, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Ved vurderingen af, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, har nævnet lagt til grund, at [A] i Galgaduud-regionen igennem længere tid har været under al-Shabaab kontrol, og at området ifølge de seneste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaab kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at klageren har boet i [A] i Galgaduud-regionen frem til 2013, som igennem længere tid havde været under al-Shabaab kontrol, hvilket klageren dermed har erfaring med. Endvidere har klageren fortsat familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte klagerens identitet overfor al-Shabaab. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [A] i Galgaduud-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i [A], hvor han boede, indtil han var ca. 21 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3½ år og har bestået danskprøve 2. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, har ikke gennemført en erhvervsrettet uddannelse og har ikke engageret sig i foreningslivet i Danmark. Endelig har klageren ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/153/snd
