Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er fra klanen [A] og muslim fra [B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af personer fra al-Shabaab, idet han er flygtet fra en al-Shabaab træningslejr. Klageren frygter videre personer fra klanen [D] i [E], idet klagerens onkel har dræbt en mand, hvorefter onklen flygtede, og klageren derfor frygter, at klanen vil dræbe klageren. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab i [vinteren] 2013 tilbageholdt alle unge mænd fra landsbyen [B] med det formål at træne dem til kamp. Klageren og de andre mænd blev ført til [F], hvor de blev fængslet i fem dage. Efter fem dage blev ansøgeren og de andre mænd ført til en al-Shabaab træningslejr beliggende i [F]. Klageren blev under opholdet i lejren trænet i at flygte. Senere skulle han trænes i at skyde og i at køre bil. Mens klageren var i al-Shabaabs varetægt, blev han udsat for fysiske overgreb. Efter omkring en måned flygtede klageren og to andre mænd fra lejren. Klageren udrejste efterfølgende fra Somalia i starten af 2013. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan anses for at være særlig profileret i forhold til al-Shabaab, idet tvangshvervningen af ham var led i en generel tvangshvervning af alle unge mænd i klagerens landsby, og klageren derfor ikke kan antages at være individuelt profileret overfor al-Shabaab, ligesom forholdet ligger mere end fem år tilbage i tiden. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet bemærkes, at det forhold, at klageren har opholdt sig flere år i Danmark ikke kan føre til et andet resultat, ligesom Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen vurderer, at klagerens frygt for [C]-klanen ikke kan føre til et andet resultat, idet klageren har oplyst, at han ikke har haft problemer som følge af klankonflikten. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Somalia, herunder i [G], som er klagerens hjemområde, har forbedret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere som følge af sin blotte tilstedeværelse i området risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren, der er en rask ung mand, har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, idet han har haft nogle kortvarige ansættelsesforhold. Han har, efter det oplyste, ikke haft nogen indkomst i 2018. Han har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse, og han har ikke en familiemæssig tilknytning til Danmark. Han er ikke medlem af nogen foreninger, men kommer i et træningscenter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma2019/152/snd
