Nævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. ”Klageren tilhører klanen sheekhal og er sunnimuslim fra Qoryooley, Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun forlod Somalia, da hun var omkring 10 år gammel. Hun forlod Somalia, fordi der havde været tørke, og klagerens forældre havde svært ved at skaffe mad til deres børn. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Klageren har som sit nuværende asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes to døtre, som er født i Danmark, vil blive tvangsomskåret eller tvangsgift. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter klageren, at hendes ægtefælle vil tvinge hende til at få flere børn, og frygter at skulle forsørge sig selv, såfremt hun siger nej til at få flere børn. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen vurderede således oprindeligt, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Qoryooley, Lower Shabelle, er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Qoryooley ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder at ansøgeren udrejste af Somalia omkring 2007 sammenholdt med ansøgerens troværdige forklaring om, at ansøgeren igennem mange år ikke har haft kontakt til sin familie i Somalia, finder Flygtningenævnets flertal, at det må lægges til grund, at klageren reelt er en enlig kvinde i Somalia uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Flertallet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens somaliske ægtefælle, der ifølge det oplyste er anerkendt flygtning i Malta, har mulighed for at rejse med ansøgeren tilbage til Somalia. Med henvisning til dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder flertallet herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2018, således at klageren, [A], samt hendes to børn [B1] og [B2], fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage stilling til de af klagerens børn rejste selvstændige asylmotiver.” Soma/2018/73/FAM
