Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk jareer og sunni-muslim. Han er født i Damaskus, Syrien, hvor han har boet indtil udrejsen til Danmark. Hans familie stammer fra Lower Shabelle, Somalia, uden at klageren har nærmere oplysninger herom. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Somalia frygter at blive slået ihjel, fordi han ikke hører til i Somalia, han kan kun sproget begrænset, og han har ikke nogen familie i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Syrien, og at han aldrig har opholdt sig i Somalia. Han udrejste af Syrien, hvor hans forældre stadig bor, på grund af borgerkrigen. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har nogen individuelle konflikter i Somalia, og at de generelle forhold i det centrale og sydlige Somalia ikke er af en sådan karakter, at klageren ikke kan sendes til Somalia. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren har ingen tilknytning til sit hjemland, Somalia, og han kan på nuværende tidspunkt ikke henvises til at tage tilbage til Syrien. Klageren har opholdt sig i Danmark i knap fem år, han har lært sproget, videreuddannet sig, og haft betydelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder, at afvejningen efter udlændingelovens § 26, stk. 1, under hensyn hertil som udgangspunkt ville føre til, at det ville være særlig belastende for klageren, at hans opholdstilladelse inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet lægger imidlertid afgørende vægt på, at klageren, selvom han har lovligt ophold i Danmark under klagesagen, ikke har haft registreret adresse i Danmark siden [foråret] 2018, og at det ikke har været muligt at komme i kontakt med ham siden. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren har opretholdt sin tilknytning til det danske samfund. Flygtningenævnet finder således i den foreliggende situation, at afvejningen fører til, at det ikke er særlig belastende for klageren, at opholdstilladelsen inddrages. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/125/EMU
