Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk albaner og muslim af trosretning fra [by], [område], Kosovo. Klageren har været aktiv for LDK i form af uddeling af hemmelig post for dem. Klageren har som fremadrettet asylmotiv henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Kosovo, idet han ikke har noget sted at vende tilbage til. Klageren har ingen familie eller bolig i Kosovo. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Kosovo risikerer forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved de påberåbte omstændigheder og efter de nuværende forhold i Kosovo ikke kan anses for at være i asylbegrundende risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden. Det tiltrædes derfor, at Udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Kosovo. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren som følge af sin hjerneskade kan have svært ved at redegøre for relevante forhold. Flygtningenævnet har ikke forholdt sig til, om klagerens helbredsmæssige tilstand eller andre humanitært betonede hensyn afgørende taler imod, at en udsendelse kan finde sted, da dette spørgsmål ikke indgår i prøvelsen efter udlændingelovens § 31. Der henvises til kapitel 7.2. og 7.7. i Flygtningenævnets årsberetning 2017. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kosovo/2019/2/MEG
