Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Født i Danmark i 1992.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk albaner og muslim fra Kosovo. Det fremgår af sagen, at klagerens forældre ind-rejste i Danmark [i efteråret] 1992, at klageren blev født i Danmark [i efteråret] 1992, og at han [i foråret] 1995 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2001 udrejste til Jugoslavien. [i efteråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens forældre [i foråret] 2001 frivilligt opgav deres opholdstilladelse i Danmark, og at klageren sammen med sin familie [i sommeren] 2001 udrejste til Kosovo med henblik på at tage permanent ophold. Klageren var på det tidspunkt 8 år og var således omfattet af forældrenes frafaldserklæring. Klagerens forældre har ikke kontaktet de danske myndigheder siden ansøgningen om forlængelse af fortrydelsesretten [i sommeren] 2002, og klageren har siden udrejsen af Danmark opholdt sig i Kosovo. I perioden frem til mailen til Udlændingestyrelsen [fra sommeren] 2016 har klageren ikke taget skridt til at vende tilbage til Danmark, og han har heller ikke rettet henvendelse til en dansk repræsentation. Klageren har således opholdt sig i Kosovo i mere end 24 på hinanden følgende måneder. Under disse omstændigheder tiltrædes det, at klageren må anses for at have taget frivilligt ophold i hjemlandet, og at opholdstilladelsen således er bortfaldet, jf. Udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Klageren har – ud over en tante - ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Han kan ikke tale, læse eller skrive dansk, og han har ikke haft ophold i Danmark siden [sommeren] 2001. Klageren har sine forældre, søskende og kæreste i Kosovo, hvor han har færdiggjort grundskolen, gymnasiet og er påbegyndt en universitetsuddannelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold at beslutningen om at forlade Danmark blev truffet af klagerens far, og at klageren er født i Danmark og har gået i skole her indtil udrejsen, kan føre til dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Nævnet bemærker i den forbindelse, at familien udrejste som en enhed, og at begge forældre har underskrevet en erklæring om frivillig repatriering. Flygtningenævnet finder heller ikke, den omstændighed, at klageren ikke vidste, hvad han skulle gøre i relation til at vende tilbage til Danmark, da han fyldte 18 år, og at det er vanskeligt at få beskæftigelse i Kosovo kan føre til dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kosovo/2019/1/AJEV
