iran201989

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [A], Iran. Ansøgeren er født ind i en muslimsk familie, men hun er efter ankomsten til Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgerens sag er sambehandlet med hendes mors sag. Ansøgeren er sammen med sin mor indrejst i Danmark som 16-årig [i foråret] 2016 og begyndte på grund af sin mors interesse for kristendommen at gå i kirke umiddelbart efter indrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke interesserede sig for religion forud for sin udrejse af Iran. Ansøgeren, som nu taler dansk, har fungeret som tolk i forbindelse med undervisning i kristendom og har forklaret, at hun derigennem har fået interesse for kristendommen. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 og har ifølge erklæringer af [foråret] 2019 fra sognepræst [B], [en frikirke], og af [foråret] 2019 fra [en kristen organisation] siden [foråret] 2016 ugentligt deltaget i gudstjenester, møder og aktiviteter, ligesom hun tre gange har deltaget på menighedslejre og på [en skole]. Ansøgeren har bistået [den kristne organisation] med at oversætte et bibelstudiehæfte, ”[C]” fra dansk til farsi. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde forklaret om sin konversion, om sine kristne aktiviteter og om kristendommens betydning for hende. Flygtningenævnet lægger på den baggrund til grund, at ansøgerens konversion er reel. Ansøgeren har forklaret, at hun ønsker at leve som kristen, hvis hun vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at hun ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af sin konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/89/snd