Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk [etnicitet] og kristen ortodoks af religiøs overbevisning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive betragtet som en forræder af de eritreiske myndigheder og fængslet, idet han har forladt sit hjemland illegalt. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at skulle aftjene nationaltjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra omkring 2009 frem til 2013 blev tvunget til at aftjene militærtjeneste på forskellige militærbaser i Eritrea. Under sit ophold på militærbasen [navn] forsøgte han at flygte, men blev fanget og tilbageholdt af de eritreiske myndigheder. Klageren blev fængslet i omkring otte måneder, hvorefter han vendte tilbage til [navn]. Efter omkring to måneder fik klageren en måneds orlov, hvor han tog hjem til sin familie. Da klageren havde overskredet sin orlov, blev han opsøgt af en militærenhed, hvorfor han flygtede og tog ophold i et øde område nær sin hjemby. Efter omkring halvanden måned, i [starten af] 2014, blev klageren bekendt med, at hans far var blevet fængslet af myndighederne, som ville have fat i klageren. Klageren udrejste herefter af Eritrea. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende, herunder om sine opgaver i militæret, længden af sine ophold i forskellige fængsler, kontakten til sine forældre i den periode, han var i militæret, samt baggrunden for løsladelsen af sine forældre i 2014. Selvom Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring til grund, og uanset de forbedrede forhold i Eritrea, herunder normaliseringen af forholdet mellem Eritrea og Etiopien i 2018 og åbningen af grænseovergange, finder Flygtningenævnet, at klageren, der må være udrejst illegalt i [starten af] 2014, ved en tilbagevenden til Eritrea fortsat risikerer at skulle indgå i nationaltjeneste (militærtjeneste). Efter de foreliggende baggrundsoplysninger – og i overensstemmelse med nævnets faste praksis – finder nævnet, at militærtjeneste i Eritrea udføres under sådanne forhold og har en sådan karakter, at nægtelse heraf indebærer risiko for forfølgelse af grunde, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder således, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved vurderingen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren ved endelig dom afsagt af Østre Landsret [i sommeren] 2018 blev idømt 2 års fængsel for forsøg på voldtægt i forening med en medgerningsmand. Ved dommen blev klageren udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, ligesom klageren – efter karakteren af den handling klageren er dømt for – må betragtes som en fare for samfundet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har opholdt sig i Eritrea, til han var 26 år, at klagerens forældre, søskende og søn fortsat opholder sig i Eritrea, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 2 år, og at han ikke har familie i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren er udelukket fra at opnå beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Dette findes efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold ikke at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2019/2/TLNJ
