Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af både Taleban og sin farbror. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far angav en person fra Taleban til det afghanske politi. Dette resulterede i, at personen efterfølgende blev anholdt af politiet. Efter anholdelsen blev der kastet en håndgranat ind i ansøgerens families gårdhave midt om natten. Hverken ansøgeren eller hans familie kom til skade under angrebet. Omkring seks til syv måneder efter angrebet blev ansøgeren overfaldet med kniv af to personer. Personerne var sønner til den person fra Taleban, som faren havde angivet til politiet. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie havde arvet et stykke land fra hans farfar. Ansøgerens farbror gjorde på et tidspunkt krav på jorden, hvorefter faren og farbroren kom op at slås tre til fire gange. De skændtes endvidere telefonisk, idet farbroren beskyldte faren for at ville sælge jorden. Ansøgerens familie besluttede sig derefter på baggrund af den samlede trussel fra farbroren og Taleban at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at der på et tidspunkt i perioden mellem 2009 og 2012 blev kastet en håndgranat ind i ansøgerens families have. Vedrørende den nærmere tidsfæstelse af dette bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens fødselsdag er usikker men blandt andet er opgivet til [efteråret] 1997. Ansøgeren forklarede ved oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2016, at han var 12 til 13 år gammel, da denne episode fandt sted. Episoden er senere, blandt andet i ansøgerens advokats indlæg til Flygtningenævnet, tidsfæstet til 2012. Ved fremmøde i Flygtningenævnet syntes det at fremgå af forklaringen, at det muligt var i 2011. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren på et senere tidspunkt i Kunduz by blev opsøgt af to maskerede mænd, der stak ham adskillige gange med kniv. Der foreligger ikke oplysninger i sagen, hverken om baggrunden for at der blev kastet en håndgranat ind i ansøgerens families have eller for knivoverfaldet. Da ansøgeren intet kan oplyse om identiteten på overfaldsmændene, beror det således alene på ansøgerens egen formodning, at der var en sammenhæng mellem disse episoder, og det at hans far havde angivet et højtstående medlem af Taleban til politiet. Det bemærkes, at ansøgeren ikke har forklaret, at hans far selv har været udsat for voldshandlinger i denne forbindelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de beskrevne episoder, hvoraf den første fandt sted for efterhånden adskillige år siden, sandsynliggør, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil risikere dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens angivelige konflikt med sin farbror bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet tydeligt tilkendegav, at han kun i mindre omfang frygtede farbroren. Det må endvidere lægges til grund, at den omstridte jord er solgt, og at farbroren muligt ikke længere befinder sig i Afghanistan. Endvidere fremgår det af ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, side 4 forneden, at hans far og farbror havde haft skænderier om jorden i adskillige år, uden at det forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan havde medført nogen alvorlige voldshandlinger fra farbrorens eller dennes sønners side. Konflikten har herefter ikke en sådan karakter og intensitet, at den kan medføre asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/104/mme
