tune20193

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Tunesien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [by], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af myndighederne i Tunesien som følge af, at han har boet i Europa, og idet han har underskrevet nogle kontrakter i forbindelse med sit arbejde. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter den religiøse gruppe [A], fordi han indtager alkohol. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter familien til sin tidligere forlovede, idet han havde en intimt samvær med sin tidligere forlovede uden for ægteskabet. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Tunesien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i slutningen af 2011 og starten af 2012 tog kontakt til [A], da de ligesom ham, hjalp flygtninge fra Libyen til Tunesien. I 2013 underskrev ansøgeren en række kontrakter vedrørende cement, da han arbejdede for sin tidligere chef. Senere viste det sig, at ansøgerens daværende chef havde svindlet med mængden af cement i kontrakterne. I marts eller april 2013 blev ansøgeren opsøgt af en person ved navn [B]. [B] bad om økonomisk hjælp til [A]. Ansøgeren afviste at hjælpe. På et tidspunkt mellem april og august 2013 blev ansøgeren advaret af en person om, at ansøgeren skulle passe på, at hans bil ikke blev brændt af, og at han ikke skulle drikke alkohol med sin kollega [C]. I [sommeren] 2013 blev ansøgeren kidnappet af [A], hvor han fik at vide, at han skulle halshugges, fordi han drak alkohol. Ansøgeren fik mulighed for at undgå halshugning, hvis han kunne skaffe 20.000 dinarer inden for 48 timer. Han solgte derfor sin BMW og to lastbiler for at skaffe pengene. Herefter udrejste ansøgeren af Tunesien. I 2014 afbrød han forholdet til sin daværende forlovede, da han havde fundet en ny kæreste. Hans daværende forlovedes familie klagede over, at han havde afbrudt forholdet. Han har fra sin søster hørt, at hans daværende forlovedes familie truede hans familie. Efter 2016 sendte hans daværende forlovedes familie trusler gennem Messenger. I slutningen af 2016 eller starten af 2017 fik ansøgeren tre indkaldelser til samtaler hos myndighederne i Tunesien. Han formede, at indkaldelserne omhandlede de kontrakter, han underskrev i 2013. Da han var i Tunestien i 2017, blev han forsøgt påkørt af nogle personer, som han formede, var hans daværende forlovedes brødre. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentlig svækket, dels på baggrund af nævnets tidligere afgørelse af [vinteren] 2015, at ansøgeren først søger asyl meget sent, at ansøgeren i [sommeren] 2019 frafaldt sin ansøgning, da han ikke har ønsket andre spørgsmål end forhold til sin tidligere forlovedes familie behandlet, og da han har undladt at besvare direkte spørgsmål fra nævnet. Ad motiver vedrørende sin egen familie, forholdet til tidligere arbejdsgivet og til myndighederne. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, da ansøgeren flere gange har sagt, at han ikke ønsker disse spørgsmål behandlet, og da han ikke har ønsket at udtale sig om disse spørgsmål, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse forhold kan medfører asyl. Ansøgeren har angivet, at han som følge af en ophævet forlovelse har problemer med sin tidligere forlovedes familie. Ansøgeren har forklaret, at hans familie efter hans udrejse er blevet opsøgt af den tidligere forlovedes familie, og at der under samtalen mellem familierne var en underliggende trussel. Han har oplyst, at truslen aldrig blev sagt direkte, og han har ikke nærmere kunnet angive, hvad en eventuel trussel gik ud på. Han har under nævnsmødet ikke kunne afvise, at de blot ønskede, at skælde ham ud. Han har forklaret, at hverken han eller familien i øvrigt blev kontaktet i perioden 2014 til 2016. Han har forklaret, at han i sommeren 2016 modtog en trussel fra sin tidligere forlovedes familie på Facebook, men han har ikke dokumenteret dette for nævnet. Han har tre gange været på ferie i Tunesien efter, at han havde modtaget truslerne. Han har forud for nævnsmødet alene forklaret, at han i forbindelse med det ene rejse blev forsøgt påkørt, og at han formodede, at det var den tidligere forlovedes brødre, der forsøgte at påkøre ham, fordi der var tale om et bilmærke, som de benyttede. Han har for nævnet forklaret, at han for tre uger siden fik en oplysning fra sin bror i Belgien, som han taler med ca. en gang om måneden, om at brødrene skulle have bekræftet, at de havde forsøgt at slå ham ihjel, og at de ville forsøge igen. Nævnet finder det usandsynligt, at broren tilfældigt mere end to år efter episoden og kun fem uger før nævnsmødet, får denne oplysning, ligesom nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren forklarer, at han ikke havde forklaret om denne episode til broren på trods af deres jævnlige samtaler. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke erindrer, om han fortalte om denne nye væsentlige oplysning til sin advokat, og at dette, såfremt han har fortalt det, ikke fremgår af advokat indlægget. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2019/3/sme