Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Iran. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren er født og opvokset i Koya, Irak, men hans familie stammer fra Marivan, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog bistået sin stedfar i hans politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin morbror, der slog ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han har fået at vide af sin mor og stedfar, at han ikke kunne færdes frit i hans hjemby på grund af morens familie. Ansøgeren har fået oplyst af sin mor, at hendes familie var imod, at hun giftede sig med ansøgerens biologiske far. Ansøgerens morbror, [E], er derfor efter ansøgerens mor. Ansøgeren har aldrig selv mødt sine morbrødre, ligesom han aldrig har oplevet at blive truet af dem. Ansøgeren har dog mødt sine mostre. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, da han har hjulpet sin stedfar i hans politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at han stedfar [C] var medlem af KDPI. Ansøgeren var selv aktiv for KDPI, idet han hjalp [C] med at transportere løbesedler fra Irak til Iran. På et tidspunkt, mens familien var i Iran med henblik på at udføre politiske aktiviteter, fik ansøgerens mor et astmaanfald. Ansøgeren og moren tog derfor på et hospital med henblik på at købe astmamedicin, mens [C] og ansøgerens tvillingebror tog afsted for at udføre de politiske aktiviteter. Efter at ansøgeren og moren havde købt medicinen, mødte de en arbejdsmand ved navn [H], som de havde ansat. [H] fortalte ansøgeren og moren, at de ikke skulle tage hjem, da myndighederne var ved at ransage familiens bopæl. [H] lod herefter ansøgeren og moren tage ophold i en stald, som [H] ejede. [H] kom samme aften tilbage med en bil, hvorefter han transporterede ansøgeren og moren til landsbyen […], hvor ansøgeren og moren kunne tage ophold hos en bekendt. Den efterfølgende nat kom ansøgerens stedfasters mand, [J], til stedet. [J] gav ansøgeren et jagtgevær, og sagde til ham, at han skulle skyde sin mor, hvis myndighederne opdagede dem. Dagen efter kom [J]tilbage og førte ansøgeren og moren til en menneskesmugler. De rejste herefter til Irak. Ansøgeren har efterfølgende fået fortalt af sin mor, at den kvinde, som ansøgeren afleverede løbesedlerne til i Iran, var blevet anholdt af myndighederne, og at hun havde angivet ansøgerens familie. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er [i vinteren 2018] blevet døbt i [en kirke]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren i Flygtningenævnet har erkendt, at han gentagne gange under samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret usandt dels om sin fødselsdato, dels om hvorvidt han og moren forud for indrejsen i Danmark havde ansøgt om visum til Italien. Flygtningenævnet finder uanset det forklarede om baggrunden for de falske oplysninger, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i betydelig grad, og at der derfor påhviler ham en skærpet bevisbyrde for de påberåbte asylmotiver. Dele af ansøgerens asylmotiv knytter sig til hans mors påberåbte konflikter med sin familie og de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har i afgørelse af d.d. i morens sag herom anført: ”Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes bror efterstræber hende i anledning af hendes første ægteskab, der ligger ca. tyve år tilbage i tid. Forklaringen herom fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende herom, idet hun [i foråret] 2018 har forklaret, at hun var overbevist om, at det var hendes bror, der dræbte ægtefællen, men at politiet aldrig fandt ud af det. [I efteråret] 2018 har hun derimod forklaret, at der var vidner, der så ham dræbe ægtefællen, og at politiet ledte efter ham, men at det lykkedes ham at flygte. Hertil kommer, at ansøgeren ifølge sin forklaring [i efteråret] 2018 hverken har set, talt med eller er blevet personligt truet af broren, siden hun i slutningen af 1990’erne tog til Irak sammen med sin første mand. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af iranske myndigheder som følge af egne eller sine ægtefællers politiske aktiviteter. Forklaringen om sin og sine sønners rolle i forbindelse med transport af politisk materiale fremstår usandsynlig og ikke selvoplevet. Det må således efter forklaringen og oplysningerne om visumansøgningen lægges til grund, at familien allerede i første halvår af 2017 begyndte at planlægge udrejse af Iran, ifølge ansøgeren fordi hun og ægtefællen begyndte at tænke, at de på et tidspunkt ville få problemer. Det fremstår på den baggrund usandsynligt, at ægtefællen fortsat frem til slutningen af 2017 skulle lade sin familie deltage i risikable transporter af illegalt skriftligt materiale gemt under deres tøj og i bilen. Heller ikke forklaringen om omstændighederne i forbindelse med anholdelsen af ægtefællen [C] og sønnen [D] fremstår troværdig. Forklaringen om [H] henvendelse til hende og [ansøgeren], da de var på vej hjem fra hospitalet, fremstår usikker og ikke selvoplevet. Om tidspunktet for den efterfølgende udrejse har ansøgeren divergerende forklaret, at det skete en dag, ca. tre dage eller ca. 15 dage efter anholdelsen af ægtefællen og den anden søn. Ansøgerens deltagelse i et kvindemøde i 2015 og en efterfølgende samtale med myndighederne herom kan ikke antages at have bragt ansøgeren i en konflikt med myndighederne.” Flygtningenævnet finder på den baggrund, at de påberåbte konflikter heller ikke for ansøgeren kan begrunde asyl. Om ansøgerens konversion i Danmark til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren [i sommeren] 2018 har forklaret, at han ikke har en religion, at han hader islam, at han tror på, at der er en gud, og at han kun har undersøgt kristendommen en lille smule. [I efteråret] 2018 har han forklaret, at han ikke bekender sig til nogen religion, at han tror meget på logik og videnskab, herunder Darwins teorier og teorien om ”Big Bang”, men at han dog også tror på, at der må være en, der har stået bag skabelsen. Han vil ikke provokere andre eller pådutte dem sine tanker, idet han betragter tro som en privat sag. Ansøgers mor har [i vinteren] 2018 til sin asylsag forklaret, at ansøgeren ikke går i kirke og ikke har interesse for kristendommen, og at hun har forsøgt at få ham med, men han har takket nej. Den [i vinteren 2018] blev ansøgeren døbt i [en kirke]. Ansøgeren har forklaret, at han forud herfor var i kirke en gang i november 2018 med en kammerat, at han den følgende dag tog dertil for at tale med præsten, og at han herefter i [vinteren] 2018 var i kirke med sin mor. I Flygtningenævnet har ansøgerens forklaring om sine bevæggrunde for konversionen ikke fremstået overbevisende og hans viden om kristendommen overfladisk og tillært. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, men at den alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Oplysningerne om ansøgerens højskoleophold og deltagelse i kristen sommerlejr samt de fremlagte udtalelser fra bl.a. [en præst] kan ikke føre til en anden vurdering. Hverken ansøgerens medvirken i en artikel i bladet ”[…]”, de af ansøgeren fremlagte opslag fra Instagram, eller den omstændighed, at ansøgeren i [foråret] 2019 har fået tatoveret et kors på ryggen, kan antages at bringe ham i en risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/167/JHB
