Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte:”[Klageren er etnisk iraker og shia-muslim fra [by], Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2001, og at hun [vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [efteråret] 2016 orienteret politiet i Kastrup Lufthavn Udlændingestyrelsen om, at klageren og hendes datter samme dag var indrejst i København fra Irak. Klageren indrejste på et irakisk nationalitetspas. Det fremgik af passet, at klageren havde været udrejst af Danmark siden [efteråret] 2015 ligesom der fremgik et stort antal ind- og udrejsestempler i Irak siden 2013, samt flere visa til Iran. Det fremgår videre af det Centrale Personregister, at klageren siden [efteråret] 2016 har været registreret som udrejst til Irak. [i slutningen af] 2017 orienteret politiet i Kastrup Lufthavn Udlændingestyrelsen om, at klageren samme dag indrejste i København fra Irak, og at klageren havde været udrejst af Danmark siden [efteråret] 2016. Her oplyste klageren politiet, at hun havde været i Irak i 14 måneder, fordi hun havde været syg. [i starten af] 2018 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning fra klageren, om at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses som bortfaldet, idet hun udrejste til Irak, fordi hun havde nogle psykiske problemer, og fordi hendes datter havde problemer med sin ægtefælle. Klageren kunne derfor ikke forlade sin datter, hvorfor klageren følte sig nødsaget til at blive sammen med sin datter i Irak. [Efteråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17, stk. 1 og stk. 4, f. § 17 a, stk. 6, idet det kun er muligt at fortryde sin repatriering én gang, hvilket klageren benyttede sig af i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at klageren [sommeren] 2013 underskrev et frivilligt frafald af sin opholdstilladelse i Danmark for at vende tilbage til Irak. Klageren udrejste [sommeren] 2013, hvor hun – efter at have fået forlænget fristen for fortrydelse af repatrieringen i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 2 – [sommeren] 2015 vendte tilbage til Danmark, idet klageren benyttede sin ret til at fortryde sin repatriering til Irak. [efteråret] 2015 udrejste klageren på ny af Danmark og tog ophold i Irak, hvorfra hun indrejste i Danmark [efteråret] 2016. Klageren opholdt sig efter det oplyste i Danmark frem til [efteråret] 2016, hvorefter hun på ny udrejste af Danmark og tog ophold i Irak, hvor hun havde ophold, indtil hun den [i slutningen af] 2017 på ny indrejste i Danmark. Flygtningenævnet lægger i lyset af det anførte til grund, at klageren var bekendt med, at der gjaldt en 1 års frist for hendes ophold uden for Danmark, hvilket også støttes af, at klageren for nævnet har forklaret, at hun ”overholdt ikke sin et års frist, fordi hun ikke troede, at tiden var gået”. På denne baggrund og efter de oplysninger, som klageren er fremkommet med, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren frivilligt tog ophold i Irak, hvor klageren opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Betingelserne for bortfald af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4 er derfor opfyldt. Udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klageren tidligere har været repatrieret til Irak, jf. herved udlændingelovens § 17 a, stk. 6. Spørgsmålet er herefter, om der er grundlag for at undlade at anse opholdstilladelsen for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren har til støtte for, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet henvist til, at hun havde det psykisk dårligt, mens hun opholdt sig i Irak. Klageren har henvist til en kopi af en lægeerklæring udstedt i Bagdad [i starten af] 2018. Det fremgår ikke af lægeerklæringen, der er udstedt efter klagerens indrejse [i slutningen af ] 2017, at klageren har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark. Klageren har for nævnet forklaret, at hun lå på hospitalet i Irak, fordi hun havde det psykisk dårligt, men dette er ikke dokumenteret, og nævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på tilvejebringelse af eventuelle yderligere lægelige oplysninger. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke har dokumenteret, at klagerens helbredsmæssige situation har været af en sådan intensitet og karakter, at det kan begrunde, at klageren ikke har kunnet vende tilbage til Danmark inden for 12 måneder efter udrejsen [efteråret] 2016. Ved vurderingen må endvidere som anført af Udlændingestyrelsen indgå, at klageren ikke på noget tidspunkt i perioden fra [efteråret] 2016 til [slutningen af] 2017 har rettet henvendelse til de danske myndigheder og oplyst om de forhold, der efter klagerens opfattelse var til hinder for, at hun kunne rejse tilbage til Danmark. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at der af den årsag er grundlag for at undlade at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Det kan henset til det samlede omfang af klagerens ophold i Irak ikke føre til en anden vurdering, at klageren har ægtefælle og tre voksne børn i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at undlade at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Under hensyn til varigheden af klagerens ophold i Irak siden [sommeren] 2013 finder Flygtningenævnet – uanset klagerens forklaring for nævnet – at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”] [Irak/2019/114/YARS]
