Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og medlem af Pinsebevægelsen fra Maekel, Asmara, Eritrea. Ansøgeren har været medlem af bevægelsen i omtrent et år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til nationaltjeneste af myndighederne og at hun frygter myndighederne og de generelle forhold i Eritrea. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er i en alder, hvor hun kan indkaldes til nationaltjeneste. Hun har endvidere oplyst, at hun er medlem af Pinsebevægelsen. Ansøgeren er ydermere udrejst på en udrejsetilladelse, der var gyldig i en måned, og hun ikke rejste tilbage til Eritrea inden udløb af tilladelsen. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet påberåbt sig, at hun frygter at blive forfulgt, fordi hendes far er deserteret fra nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far, der er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, udrejste af Eritrea for at unddrage sig nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens mor har været indkaldt til samtale med myndighederne flere gange på grund af ægtefællens udrejse, og at hun under disse møder er blevet truet med store bøder og fængsel. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at der ikke ved den dengang mindreårige ansøgers udrejse var taget stilling til spørgsmålet om indkaldelse af hende til nationaltjeneste. Det fremgår af rapport fra EASO – Eritrea National service exit and return, udgivet i september 2019 bl.a.:”From 2005 until approximately 2010, family members of deserters and draft evaders who left the country had to pay a fine of ERN 50.000 … If they could not pay that fine, they were imprisoned for up to one year; in some cases, business licences were revoked or property seized. In the recent years, such persecution has become less consistently applied. As of 2019, it is only sporadically reported, but continues to happen in some cases.”På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den konvertering til Pinsekirken, som hun angiveligt er i gang med, er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har udvist begrænset viden om Pinsebevægelsen, og at hun generelt fremstår uklar i sine religiøse refleksioner. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2019/7/gdan