Zimbabwe20102


Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Zimbabwe.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er zimbabwisk statsborger fra Harare i Zimbabwe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har været medlem af og politisk aktiv for oppositionspartiet MDC. Hun er i denne forbindelse blevet udsat for fysiske overgreb i 2007 på familiens gennem mange år ejede farm og senere opsøgt af ungdomsmilitsen, mens hun arbejdede på en skole i 2008. Ansøgerens ægtefælle og hendes morforældre har også alle været politisk aktive. Ved en eventuel tilbagevenden til Zimbabwe frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for voldtægt og tortur af tilhængere af ZANU-PF, ungdomsmilitsen eller den zimbabwiske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, herunder at ungdomsmilitsen har opsøgt ansøgerens ægtefælle og skolen efter hendes udrejse i anledning af hendes anmeldelse af overgrebet i 2007 til en NGO, som ville indbringe sagen for den internationale straffedomstol. Set i lyset heraf finder Flygtningenævnet, at hendes udeståender med ungdomsmilitsen dels i forbindelse med fratagelsen af familiens farm og dels i forbindelse med hendes henvendelse til NGO’en har medført en konkret og reel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Zimbabwe. Ansøgerens politiske aktiviteter findes at bestyrke denne risiko. Dette stemmer med de aktuelle baggrundsoplysninger om forfølgelse af politisk aktive MDC medlemmer. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren samt hendes barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zimbabwe/2010/2