zambia20163

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk chewa og kristen af trosretning fra Chipata, […], Zambia. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet [A] under valgkampen i starten af 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at personer i og omkring regeringspartiet [B] vil gøre ansøgeren fortræd, idet han i valgkampen har været aktiv for oppositionspartiet [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at være politisk aktiv i Zambia helt tilbage i 1991. Frem til valget i 2015 har ansøgeren haft konflikter i forbindelse med sin politiske aktivitet. Ansøgeren har oplyst, at disse konflikter er afsluttede. Ansøgeren oplevede ingen problemer under valgkampen eller ved valgkampen [i starten af] 2015. Da valget var overstået brød ansøgerens konflikter ud. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 blev ansøgeren overfaldet af en gruppe på syv til otte personer. Overfaldet skete efter ansøgeren havde parkeret sin bil, og var på vej hen til sin bopæl. Ansøgeren blev slået og sparket. Overfaldsmændene sagde til ansøgeren, at han skulle stoppe med det, han havde gang i. Ansøgeren anmeldte overfaldet til politiet. Ansøgeren måtte som følge af overfaldet tage på skadestuen. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 var ansøgeren ude at besøge sin ven [C]. Ansøgeren blev ringet op af sin ægtefælle, som fortalte, at nogle personer kastede sten mod deres bolig. Ansøgeren og [C] kørte derfor tilbage. Ansøgeren og [C] kørte forbi politiet for at alarmere dem. Politiet havde ingen ledige politibiler, hvorfor ansøgeren og [C] tog betjentene med i ansøgerens bil. Da de kom tilbage til ansøgerens bopæl, var de personer, der havde kastet med sten forsvundet. Ansøgerens ægtefælle fortalte, at personerne havde råbt, at ansøgeren skulle stoppe med det, han gjorde. Ansøgeren anmeldte episoden til politiet. Ansøgeren blev mellem disse episoder tillige chikaneret af en person ved navn [D]. Første gang truede [D] ansøgeren med en kniv til en grillfest, og jagtede ansøgeren væk fra festen. Anden gang stod [D] ved ansøgerens bil, hvorfor ansøgeren gik hen til politistationen. Da ansøgeren kom tilbage med politiet, var [D] væk. Ansøgeren anmeldte begge episoder til politiet. Politiet gjorde ikke noget ved anmeldelserne. [C’s] ven [E], som var politibetjent, fortalte ansøgeren, at politiet ikke gjorde noget, fordi sagerne havde politisk karakter. På et ukendt tidspunkt [i foråret] 2015 flyttede ansøgeren til Lusaka. Ansøgeren flyttede for at komme væk fra sine problemer i Chipata, og for at komme tættere på det sted, hvor han fik dialysebehandling. Efter ansøgeren var flyttet til Lusaka, mødtes han med lederen, [F], af [B] i Chipata to til tre gange. Ansøgeren havde tillige regelmæssig telefonisk kontakt til [F]. Ved det første møde med [F] bad ansøgeren ham om at stoppe chikanen mod ham, idet ansøgeren formodede, at det var personer fra [F’s] parti, der chikanerede ansøgeren. Efter ansøgeren havde bedt [F] herom, oplevede han ikke flere problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om overfaldet [i starten af] 2015 til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om hvem der deltog i overfaldet.  Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været udsat for forskellige former for chikane som følge af sin politiske aktivitet, men nævnet finder ikke, at chikanen har en sådan karakter og omfang, at den må anses som forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren må antages at kunne opholde sig andre steder i Zambia, for eksempel i Lusaka således som han gjorde inden udrejsen, hvis han mener, at han ikke kan opholde sig i Chipata. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/SHH