Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk bemba og katolik af trosretning fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Zambia frygter repressalier fra hendes familie, der ønsker, at hun skal finde sammen med sin ægtefælle igen. Ansøgeren frygter også, at hun ikke kan få tilstrækkelig behandling for sin brystkræft ligesom hun frygter at blive slået ihjel af de zambiske myndigheder, fordi hun har rådført sig med flere advokater om at anlægge sag mod det hospital, der fejlbehandlede hende. Endelig frygter hun myndighedsforfølgelse og overgreb, fordi hendes søn er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun forlod sin ægtefælle i 2009/2010, fordi han havde fået en ny kæreste, med hvem han ventede barn. Ansøgeren søgte skilsmisse hos kirken og hos High Court i Lusaka. Ansøgeren har dog aldrig hørt noget fra nogen af instanserne. Ansøgerens familie ønsker, at hun finder sammen med sin ægtefælle, hvorfor de i deres adfærd overfor ansøgeren er nedladende og respektløse. De har ikke udsat ansøgeren for fysiske overgreb, bortset fra et enkelt fra hendes broder. Ansøgerens ægtefælle ønsker forældremyndigheden over deres fælles børn. Ægtefællen har flere gange udsat ansøgeren for fysiske overgreb, senest i 2012/2013. Ansøgeren og hendes søn udrejste sammen af Zambia på et visum til Danmark. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at det forhold, at politiet ikke har fulgt op på ansøgerens voldsanmeldelser mod ægtefællen, ikke kan begrunde asyl, idet der, bortset fra et enkeltstående tilfælde i 2012/2013, er tale om episoder, der er foregået før 2009/2010, ligesom forholdene hverken har haft en karakter eller intensitet, der falder ind under anvendelsesområdet i udlændingelovens § 7. Ansøgerens konflikt med ægtefællen om børnenes på deres fælles børn er af ren privatretlig karakter, og det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at spørgsmål om forældremyndighed og bopæl i Zambia afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet. Endelig bemærkes, at ansøgeren forlod sin ægtefælle i 2009/2010, og at hun trods familiens ønske herom ikke har genoptaget samlivet med ham. Bortset fra et enkelt tilfælde i 2012, hvor hendes broder slog hende, har hun ikke været udsat for vold eller anden form for fysisk tvang for at tvinge hende til at opretholde ægteskabet, og den omstændighed, at der vil blive set ned på hende, fordi hun er fraskilt, kan heller ikke begrunde asyl. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at myndighederne i Zambia vil slå hende ihjel, hvis hun sagsøger det hospital, der har behandlet hende, ligesom det også alene beror på formodninger, at de advokater, hun har opsøgt, skulle have videregivet oplysningerne herom til myndighederne. Om den del af asylmotivet, der vedrører, at ansøgeren har en homoseksuel søn, skal nævnets flertal bemærke, at det af ansøgerens og sønnens forklaringer fremgår, at omgivelserne i flere år før udrejsen antog, at sønnen var homoseksuel og derfor udsatte ham for mobning og i et enkelt tilfælde også for vold i form af skub og slag. Sønnens seksuelle orientering har ikke haft konsekvenser for hverken ansøgeren eller den øvrige del af familien, og der er heller ikke oplysninger i baggrundsmaterialet, der understøtter, at familiemedlemmer til homoseksuelle personer udsættes for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Zambia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/MVI
