Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn] fra Yemen.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Al Taif, Saudi Arabien. Ansøgeren er statsborger i Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Yemen. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes sønner vil blive rekrutteret til hæren, når de bliver teenagere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Yemen er præget af krig og ødelæggelse. Hun har endvidere henvist til, at drenge i 13-14 årsalderen bliver rekrutteret til militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes hverken den generelle sikkerhedssituation eller en risiko for tvangsrekruttering af ansøgers henholdsvis 8- og 10-årige børn at kunne begrunde en opholdstilladelse. Oplysningerne om ansøgerens sundhedsfaglige arbejde findes heller ikke at kunne begrunde en opholdstilladelse, blandt andet henset til, at hun er ophørt med dette arbejde fire år før udrejsen. Ansøgeren har for nævnet som et nyt asylmotiv anført konflikter med sin fraskilte ægtefælle. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at skilsmissen fra den tidligere ægtefælle intet havde med hendes udrejse at gøre. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret, at hun blev skilt i 2009, og at hun i 2011 anmeldte den tidligere ægtefælle for vold mod børnene, hvorefter han blev fængslet, at børnene havde ophold hos hende fra 2011 og frem til udrejsen i 2015, og at den tidligere ægtefælle angiveligt nu opholder sig i Syrien. Endelig har ansøgeren oplyst, at den tidligere ægtefælles særbarn har opsøgt hende med henblik på at få børnene udleveret, men at han efter at have fået afslag blot har forladt hendes bopæl igen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2017/5/JOV