Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Vietnam.. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist fra distrikt 5, Ho Chi Minh City, Vietnam. Ansøgeren har været medlem af en unavngivet modstandsgruppe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet eller henrettet af de vietnamesiske myndigheder, da ansøgeren har demonstreret mod myndighederne og har uddelt konvolutter med politisk indhold.
Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun deltog i sin første demonstration i 1988 foran præsidentpaladset. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i cirka ni demonstrationer. Ansøgeren har tillige uddelt kuverter, som hun ikke kendte indholdet af. I forbindelse med nogen af demonstrationerne blev ansøgeren tilbageholdt og afhørt af myndighederne. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl og tilbageholdt igen, da myndighederne ønskede oplysninger om ansøgerens baggrund for at deltage i demonstrationerne og hvem arrangørerne var. Efter sin udrejse af Vietnam er ansøgeren blevet telefonisk kontaktet af sin datter, der har oplyst, at myndighederne igen har opsøgt familiens bopæl, hvorfor ansøgeren ikke skulle vende tilbage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer stærkt divergerende, usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange, hun blev tilbageholdt af myndighederne. Hun har til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 indledningsvis forklaret, at hun deltog i en demonstration i 2014, hvor hun blev anholdt og tilbageholdt. Efterfølgende opsøgte myndighederne hende på hendes bopæl seks til syv gange og tog hende med på politistationen, hvor hun blev spurgt, om hun kendte nogen fra demonstrationen. Hun svarede hver gang, at det gjorde hun ikke, hvorefter hun fik lov at gå. Myndighederne kom på hendes bopæl sidste gang i [foråret] 2016. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at hun er blevet opsøgt over 20 gange på sin bopæl i 2016 og hver gang er blevet taget med på forskellige politistationer. Hun blev afhørt hver gang, nogle gange i kort tid, andre gange i lang tid, og nogle gange blev hun tilbageholdt natten over. I 2015 blev hun opsøgt færre end 20 gange, men mere end 10 gange. På forespørgsel bekræftede ansøgeren, at hun fra 2000 til 2016 er blevet taget med af politiet mere end 10 gange pr. år. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun er blevet tilbageholdt fem gange i alt på grund af sine politiske aktiviteter. Første gang var i forbindelse med en demonstration i 1998. Hun var tilbageholdt i 10 dage. De to andre gange var i 1999, hvor blev tilbageholdt under sin deltagelse i en demonstration. Hun var begge gange tilbageholdt i en uge. Den fjerde gang var i 2000, hvor hun blev tilbageholdt på sin bopæl og løsladt efter en uge, og den femte gang var i 2002, hvor hun blev arresteret på sin bopæl og taget med. Ansøgeren forklarede herefter, at hun også blev opsøgt af myndighederne i januar 2016 og taget med på politistationen, hvor hun blev tilbageholdt i to dage. Hun havde således taget fejl. Det var seks gange og ikke fem gange, hun blev tilbageholdt. Efterfølgende forklarede ansøgeren, at den sjette gang ikke rigtig talte med og ikke skulle indgå i antallet af tilbageholdelser. Foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om antallet af tilbageholdelser forklarede ansøgeren, at det ikke er korrekt. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke har deltaget i demonstrationer efter 2000, at tilbageholdelserne fandt sted i den periode, hvor hun deltog i demonstrationer, og at hun ikke har haft problemer med myndighederne fra 2003 til 2016. Ansøgeren har ikke kunnet give en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Nævnet bemærker i øvrigt, at det forekommer påfaldende, at myndighederne skulle anvende ressourcer på at opsøge og tilbageholde ansøger gentagne gange henset til, at hun ikke har kunnet oplyse, hvem der stod bag eller deltog i demonstrationerne. Flygtningenævnet lægger endvidere i lighed med Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om uddelingen af konvolutter, herunder om den periode, hvor hun uddelte konvolutterne, hvor mange konvolutter hun uddelte, hvem der gav hende konvolutterne, og hvem hun gav dem videre til. Hun har til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 forklaret, at hun udelte konvolutter til tilfældige mennesker på gaden. Hun kendte ikke navnene på dem, hun fik konvolutterne fra eller dem, hun skulle aflevere dem til. Hun uddelte konvolutterne fra 2005 og frem til udrejsen ca. 20 - 30 gange. Hun vidste ikke, hvad de indeholdt, fordi de var lukkede. Ansøger havde fortalt en kvinde ved navn [A], at hun gerne ville hjælpe på en anden måde end at deltage i demonstrationer, og kvinden sagde, at hun ville tale med [B], som ansøger kendte. Efter en måned kom [B] med de første konvolutter til ansøger. Til asylsamtalen forklarede ansøger, at det var [A], der midt i 1999 henvendte sig til hende og afleverede en hvid kuvert til hende, som hun skulle overdrage til en anden person. Ansøger vidste ikke, hvorfra [A] kendte hende. Ansøger oplyste tidligere under samtalen, at indholdet af konvolutterne var skrevet på engelsk, som hun ikke forstod og efterfølgende, at hun ikke kunne åbne konvolutten, men formodede at indholdet var på engelsk. Hun blev bedt om at overdrage konvolutter to til tre – korrigeret til tre til fire gange i alt - og igen korrigeret til fire gange i alt. Hun uddelte den anden konvolut ca. to måneder efter den første, den tredje ca. et år efter den anden og den fjerde ca. fire måneder efter den tredje. Ansøgeren bekræftede, at uddelingen fandt sted i perioden 1999 – 2000. De to første gange var det [A], der gav ansøgerne konvolutterne, som hun skulle aflevere til hr. [C], og de to sidste gange fik hun konvolutterne af hr. [C] og skulle aflevere dem til den samme ældre herre. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun uddelte konvolutter fra 2000 til 2003 i alt cirka fire gange, men det kunne være flere. Nogle gang var det én konvolut, som hun uddelte, andre gange to. Hun kendte ikke damen, der gav hende konvolutterne, men damen kendte hende. Ansøgeren har videre forklaret udbyggende om sine samtaler med sin datter i Vietnam. Ansøgeren har hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller til asylsamtalen forklaret, at datteren selv var blevet truet, hvorimod hun i Flygtningenævnet forklarede, at hun søgte asyl efter, at datteren havde ringet og sagt, at myndighederne havde sagt, at hvis de fandt ansøgeren, så ville både ansøgeren og datteren komme i fængsel. Nævnet finder hertil, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne skulle opsøge ansøgers bopæl og lede efter hende ultimo 2016 henset til, at de efter ansøgerens forklaring for nævnet ikke havde været på bopælen i hele 2015 og 2016. Flygtningenævnet finder endelig, at det svækker ansøgernes troværdighed, at hun har fået udstedt pas i 2008 og er udrejst af Vietnam tre gange i henholdsvis 2009, 2011 og 2016 uden problemer, hvilket efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke hænger sammen med, at ansøgerne skulle være efterstræbt af myndighederne på grund af politiske aktiviteter. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Viet/2019/2/MAH
