Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1991.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er vietnamesisk statsborger fra Long An, Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [foråret]1991, og at han [foråret] 1991 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [sommeren] udrejste til Vietnam, idet han ville repatriere til sit hjemland. [Foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17a, stk. 1, jf. § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] 2013 frivilligt frafaldt sin opholdstilladelse i Danmark og [i sommeren] 2013 udrejste til Vietnam med henblik på at tage permanent ophold. Klageren opholdt sig herefter i Vietnam indtil [sommeren] 2015, hvor han kom til Danmark på ferie. Han rejste tilbage til Vietnam i [efteråret] 2015. Klageren har således opholdt sig i Vietnam i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren frivilligt tog ophold i Vietnam, idet han [sommeren] 2014 underskrev en erklæring om udbetaling af tillægsydelser knyttet til hans repatriering, hvoraf fremgik, at han erklærede, at han ikke havde gjort brug af muligheden for at søge forlængelse af sin fortrydelsesfrist, der udløb 12 måneder efter hans udrejse af Danmark. Klageren modtog i den forbindelse tillægsydelserne. Nævnet finder ikke, at klageren er fremkommet med en rimelig begrundelse for, at han først søger om at vende tilbage til Danmark ca. 1 år og 11 måneder efter sin repatriering. Klageren må således i forbindelse med erklæringen [i sommeren] 2014 anses at have taget endelig stilling til spørgsmålet om fortrydelse i forbindelse med repatriering til Vietnam. Det bemærkes herved, at klageren ifølge det af ham oplyste har sin mor og bror i Vietnam, og at han bor hos broren. Det forhold, at klageren vil savne sin familie i Danmark og ikke oplever Vietnam som et åbent land med religionsfrihed og menneskerettigheder, og at han efter det af ham oplyste overvåges af myndighederne, hvis han har besøg af mere en tre personer, der ikke er familie, kan heroverfor ikke føre til, at fortrydelsesfristen i § 17 a, stk. 2, forlænges. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan dispenseres fra bortfald af klagerens opholdstilladelse og henviser i den forbindelse til samme grunde, som ovenfor anført vedrørende fortrydelsesfristen og bortfald af opholdstilladelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2018/1/CABV
