Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra [by], Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1989 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Han indrejste i Danmark [i foråret] 1990. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2008 udrejste til Vietnam. Registreringen af denne dato fandt sted efter partshøring i 2012. [Ultimo] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren har forklaret, at han dels smed sine ejendele ud, dels gav dem bort forud for sin udrejse af Danmark i 2008, ligesom det fremgår at akterne i sagen, at han udrejste, fordi han havde mistet forældremyndigheden over sin søn og i øvrigt ikke ville risikere fængselsstaf i forbindelse med en verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han udrejste, fordi han ville finde svar på spørgsmål vedrørende sin rolle som Guds søn i Vietnam. Klageren var udrejst af Danmark i 6 ½ år. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren tidligere har forklaret, at han genindrejste i Danmark, fordi hans søns mor var blevet syg, og fordi han ville have afsluttet den verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han genindrejste, fordi han havde fundet svar på de spørgsmål, som han havde søgt svar på i Vietnam. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i 12 på hinanden følgende måneder, og at han siden 2008 opholdt sig frivilligt i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved sine handlinger og det oplyste om hans planer i forbindelse med udrejsen i 2008 frivilligt opgav sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt opholdt sig 6½ år i Vietnam, hvor han blandt andet boede sammen med en kæreste. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder klagerens psykiske sygdom, ikke kan lægges til grund, at det var klagerens sygdom, der afholdt ham fra at genindrejse i Danmark på et tidligere tidspunkt. Den omstændighed, at klageren under opholdet i Vietnam meddelte [kommunen], at han var på rejse i Vietnam og den omstændighed, at han, før han var frameldt folkeregistret, fik fornyet sit pas på den danske ambassade i Vietnam kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1. Det fremgår af sagen, at klageren har sin mor og søskende samt sin søn, som han ikke for tiden har samvær med, i Danmark. Det fremgår videre, at klageren ikke var i kontakt med sin søn under opholdet i Vietnam. Uanset det oplyste om, at klageren har en verserende samværssag i Statsforvaltningen og oplysningerne om klagerens psykiske sygdom, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har konflikter i Vietnam, og at han uden problemer har opholdt sig i Vietnam i 6½ år. Den omstændighed, at ansøgeren er troende og derfor er bange for at tage ophold i et kommunistisk land, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2017/1/ADP
