Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Uzbekistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk usbeker fra Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hun har søgt asyl i Danmark, og fordi hun er på deres sorte liste. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes slægtninge vil slå hende ihjel på grund af hendes seksuelle orientering, samt at hendes tidligere ægtefælle og hans familie ligeledes vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren udrejste med den ældste datter og har undladt at bringe hende tilbage til Uzbekistan. Hun har endelig henvist til, at hendes datter ikke kan opnå usbekisk statsborgerskab og vil blive betragtet som statsløs, fordi hendes fader er statsløs, og fordi hun er født i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [ slutningen af] 2013 blev udsendt til Usbekistan fra Danmark. Da ansøgeren ankom til Usbekistan, blev hendes papirer overleveret til de usbekiske myndigheder, og hun og hendes datter blev hensat i et rum. Den følgende dag kom en repræsentant fra de usbekiske myndigheder, som indsatte datterens foto i ansøgerens pas, hvorefter de fik lov til at forlade lufthavnen. Ansøgeren fik udleveret sit pas, men myndighederne beholdt ansøgerens øvrige papirer. Frem til februar 2014 blev ansøgeren afhørt fire til fem gange af politiet om sit ophold i udlandet. Under afhøringerne blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. I [efteråret] 2014 fik ansøgeren visum til Tjekkiet med henblik på behandling af datterens sygdom. Ved udrejsen af Usbekistan blev ansøgeren tilbageholdt i lufthavnen, og hendes ejendele blev gennemsøgt. Ansøgeren blev kørt til ”Tuzel”, hvor hun var tilbageholdt i 15 dage. Ansøgerens advokat fortalte hende, at der ville blive indledt en sag mod hende for krænkelse af den usbekiske kultur. Da hun blev løsladt, underskrev hun et udrejseforbud. Ansøgerens moder ventede på hende udenfor ”Tuzel”. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter af Usbekistan. Efter ansøgerens ankomst til Danmark er ansøgerens moder blevet hentet af politiet og er ikke vendt tilbage siden. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, inden ansøgerens udrejse af Danmark, har sendt kopi af fotos, sms-korrespondance og brevkorrespondance til ansøgerens familie i Uzbekistan, hvoraf fremgår, at ansøgeren havde et seksuelt forhold til en kvinde i Danmark. Omkring 10 til 12 dage efter ansøgerens ankomst til Uzbekistan konfronterede ansøgerens fætter hende med det og udsatte hende for fysiske overgreb. Ansøgerens seksuelle orientering er en stor skam for familien. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at hun har haft seksuelle forhold til andre kvinder. Flygtningenævnet finder derudover, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af den tilbageholdelse, hun blev udsat for i ”Tuzel”, idet hun i asylskemaet udfyldt [i foråret] 2015 har oplyst, at tilbageholdelsen varede 15 dage, under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2015 har hun oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over en måned, hvorefter hun under asylsamtalen [fra vinteren] 2015 først oplyste, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage, men under gennemlæsning af referatet rettede dette til 27 dage, hvorefter hun under nævnsmødet på ny har oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage. Endelig har hun forklaret divergerende om familiekonflikterne, idet hun til gensamtalen [fra vinteren] 2015 har forklaret, at hun blev udsat for et overfald af sin fætter som følge af oplysninger om hendes seksuelle orientering, og at hun ikke udover denne enkelte episode har haft andre problemer, herunder været udsat for andre overgreb, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun også efterfølgende blev udsat for fysiske overgreb både fra slægtninge og hendes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved udrejsen, idet hun i asylskemaet har oplyst, at hun fik udrejsetilladelse i forbindelse med datterens sygdomsbehandling, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke havde udrejsetilladelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet hun først under nævnsmødet har forklaret, at hun blev sat ud af den lejlighed, som hun havde skaffet sig på grund af sin seksuelle orientering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiver at have været udrejst på et pas, der er forsynet med en visumpåtegning fra den tjekkiske ambassade på et tidspunkt, hvor passet ikke længere opfyldte kravet til udrejse af Uzbekistan. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder, at ansøgeren herefter, såfremt hun ikke opnår opholdstilladelse på et andet grundlag, kan udvises til Uzbekistan. Nævnet bemærker hertil særskilt, at det fremgår af baggrundsoplysninger fra Landinfo, at Human Rights Watch har oplyst, at hvis personer uden aktiv profil forlader Uzbekistan og derefter søger asyl i fremmed land uden at opnå asyl og derefter bliver returneret til Uzbekistan, ikke nødvendigvis vil blive retsforfulgt på grund af asylansøgningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke kan anses som særligt profileret. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, efter tidligere forgæves at have søgt asyl i Danmark, opholdt sig i omkring halvandet år i Uzbekistan uden retsforfølgning i anledning af den tidligere asylansøgning. Vedrørende det påberåbte asylmotiv, der relaterer sig til, at ansøgerens barn ikke er usbekisk statsborger, bemærker nævnet, at det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder artikel 14 i den usbekiske statsborgerskabslov, at et barn, hvor en af forældrene på tidspunktet for barnets fødsel var statsborger i Republikken Usbekistan, og den anden var statsløs eller ukendt, er statsborger i Republikken Usbekistan, uanset fødested. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uzbe/2016/1/SLN
