Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde i 2007 og 2009 været udsat for overfald, herunder forsøg på mordbrand, blandt andet pga. at han var konverteret til kristendommen. Flere af overfaldene var initieret af familiemedlemmer, der støttet Hizb-ut-Tahrir. I 2006 havde han forladt sin hjemby og bosat sig i en anden by. Overfaldene havde han oplevet i forbindelse med besøg i hjembyen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse fra islamiske ekstremister tilhørende Hizb-ut-Tahrir, heriblandt ansøgerens fader, ansøgerens nieces ægtefælle og et andet fremtrædende medlem. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde et modsætningsforhold til disse personer, fordi ansøgeren var konverteret til kristendommen og havde taget afstand fra Hizb-ut-Tahrir og fra våbenbrug og krigsførelse, som ansøgeren var blevet oplært i. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som følge heraf havde været udsat for to episoder i sin hjemby i efteråret 2007 og begyndelsen af 2009, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 fra disse personers side. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren i mellemtiden havde kunnet opholde sig uden problemer i en anden by. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende forsøget på mordbrand til grund. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring var fremtrådt som selvmodsigende og usammenhængende. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren havde forklaret, at han først havde vækket sin sovende familie og igennem et vindue skaffet dem ud af hotellejligheden, der var beliggende i stueetagen, for derpå selv indefra at have slukket den udefra påsatte brand med en våd klud. Flygtningenævnet kunne på den anførte baggrund heller ikke lægge ansøgerens forklaring om ansøgerens efterfølgende tilbageholdelse til grund. Ansøgerens forklaring om Hizb-ut-Tahrirs indflydelse i hjembyen og organisationens tilknytning til myndighederne var ikke fremtrådt som sammenhængende og overbevisende. Forklaringen var desuden i strid med de foreliggende baggrundsoplysninger fra Usbekistan. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Hvis ansøgeren ikke fandt, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne tage ophold i sin hjemby, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i den anden by, hvor ansøgeren efter det oplyste havde boet fra 2006 til 2009. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Usbekistan/2010/1.
