Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2007. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelse vedrørende kvindens søn. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens og hendes søns forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at den lokale politibetjent og formanden for den lokale boligkommission siden ansøgerens ægtefælles død i 2001 havde forsøgt at få ansøgeren og hendes søn til at forlade deres bopæl og til at udrejse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at presset fra disse personer havde været så massivt, som forklaret under Flygtningenævnets møde. Flygtningenævnet lagde til grund, at der havde været forskellige henvendelser herom, og at ansøgerens søn i 2005 var blevet anholdt og tilbageholdt som følge af, at de ikke havde forladt området. Flygtningenævnet fandt, at de overgreb, som ansøgerens søn havde været udsat for under tilbageholdelsen, ikke havde sammenhæng med sønnens etnicitet som uighur, men derimod med sønnens opførsel under tilbageholdelsen, hvor han dels havde råbt op og banket på celledøren dels havde forsøgt at stikke af. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren og sønnen de to følgende dage havde mødt på politistationen, hvor de havde fået besked på at rejse, men at der ikke var sket ansøgeren og hendes søn yderligere inden udrejsen et til halvandet år senere. Flygtningenævnet havde ikke noget grundlag for at antage, at en færdselsulykke, som havde overgået ansøgerens søn i 2002, havde nogen sammenhæng med ansøgerens eller sønnens etnicitet. Flygtningenævnet bemærkede, at hverken ansøgeren eller hendes søn på nogen måde havde været politisk eller på anden måde aktive, således at de kunne opfattes som modstandere af det siddende styre. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren og hendes søn kunne anses for forfulgte alene på baggrund af deres etnicitet som uighurer. Flygtningenævnet bemærkede, at den chikane, som ansøgeren og hendes søn havde været udsat for i lokalområdet, ikke havde haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne anses for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller således at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, selvom situationen for tilbagevendende asylansøgere efter de foreliggende baggrundsoplysninger generelt set måtte anses for forbundet med betydelig usikkerhed, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til hjemlandet, idet ansøgeren og hendes søn måtte anses for ganske uprofilerede. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren og hendes søn måtte anses for lovligt udrejst, og Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes søn skulle have fået et forbud mod genindrejse i Usbekistan. Usbekistan/2008/2
