Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan, født 1971, samt et barn. Indrejst i september 2004. Ansøgning om asyl indgivet i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt anledning til at bemærke, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at meddele samtlige de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om der kan gives asyl her i landet. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning under samtalen i udlændingestyrelsen og under nævnsmødet navnlig anført, at hun som etnisk russer var blevet krænket blandt andet i form af, at hun af politiet var blevet opfordret til at uddele angiveligt illegale løbesedler, at hun herefter modtog en pakke løbesedler, angiveligt af en person, der havde tilknytning til en lokal politisk organisation, og at hun efterfølgende blev voldtaget af tre personer med den begrundelse, at hun skulle afstraffes, fordi hun ikke havde delt løbesedlerne ud på den korrekte måde. Flygtningenævnet fandt, at der måtte lægges afgørende vægt på, at ansøgeren først havde givet oplysninger om disse forhold under samtalen med Udlændingestyrelsen. Hun havde således intet nævnt herom ved sin indgivelse af asylansøgning den 11. maj 2005 og havde ej heller nævnt noget herom i sit asylskema. Herudover fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren på en række punkter havde afgivet divergerende forklaringer. Hun havde således til samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun blev tilbageholdt af politiet i lufthavnen i Tashkent, hvorefter hun fik besked på at gå og senere henvende sig til politiet. Da hun herefter henvendte sig på en lokal politistation, blev hun tilbageholdt i tre dage. Under nævnsbehandlingen havde hun derimod forklaret, at hun straks blev kørt til den lokale politistation, hvor hun blev tilbageholdt i tre dage og derefter løsladt. Flygtningenævnet tillagde det endvidere nogen betydning, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2004, at hun derefter søgte om forlængelse af sit besøgsvisum, og at hun først søgte asyl i maj 2005 på et tidspunkt, hvor de danske udlændingemyndigheder havde haft kontakt med den usbekiske ambassade i London med henblik på at få udstedt et rejsedokument til ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under de ovennævnte omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om den angivelige uddeling af flyveblade samt voldtægt til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for de etniske russere i Usbekistan i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Usb/2005/1
