Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2010 sammen med sin broder. Sagen vedrørende ansøgers bror blev i Flygtningenævnet behandlet samme dag og af samme nævn og blev ligeledes stadfæstet.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk usbeker fra landsbyen […] i […]-distriktet i Andijan-provinsen og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de usbekiske myndigheders side dels på grund af sin deltagelse i en demonstration i landsbyen i [foråret] 2008, dels fordi han er udrejst illegalt og har søgt asyl i udlandet. Ansøgeren har forklaret, at embedsmænd fra en regeringskommission i [foråret] 2008, et par dage efter at ansøgerens moder var afgået ved døden, opsøgte beboerne i landsbyen og informerede dem om, at de skulle flytte fra landsbyen, idet der skulle bygges en vej gennem byen. Landsbyens beboere blev vrede, idet de mente, at eksproprieringen var politisk motiveret, og idet de var utilfredse med den pris, som de blev tilbudt for deres huse. Ansøgeren deltog sammen med sin broder i en demonstration arrangeret af beboerne i landsbyen, og de kastede med sten mod politiet og militæret, som var blevet tilkaldt af embedsmændene. Efter militæret begyndte at skyde mod demonstranterne, løb ansøgeren hjem til sit og broderens hus i udkanten af landsbyen. Efter broderen kom hjem, blev broderen opsøgt af sin ven, der fortalte, at militærpersoner gik fra hus til hus i landsbyen for at anholde deltagerne i demonstrationen. Kort efter kørte ansøgeren og broderen til byen Karazouk, hvorfra de dagen efter udrejste til Rusland. I [begyndelsen af] 2010 indrejste de og søgte asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt, på, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået usikker og usammenhængende, og at ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår og af hvem ansøgeren og hans broder blev advaret om, at myndighederne ville anholde de beboere, der havde deltaget i demonstrationen. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår han og broderen flygtede fra landsbyen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid turen i lastbilen til Vyborg i Rusland varede, og om hvor i lastbilen de opholdt sig under turen. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser ikke alene kan forklares med tolkeproblemer. Da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring i sin helhed, er spørgsmålet herefter om alene den omstændighed, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka fire år, kan begrunde, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder de oplysninger, der til brug for sagens behandling er indhentet fra Udenrigsministeriet og ICG-landene, kan give anledning til usikkerhed om, hvorvidt det vil medføre sanktioner fra de usbekiske myndigheder, hvis en usbekisk statsborger, der er profileret i bare nogen grad, vender tilbage til Usbekistan efter et flerårigt ophold i udlandet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at en usbekisk statsborger, der er udrejst legalt og fremstår helt uprofileret, vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Flygtningenævnets afgørelse.” usbe/2014/3
