Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Ukraine, herunder at hun frygter, at hun ikke kan vende tilbage til Ukraine, idet landet er blevet overtaget af Rusland. Hun har endvidere henvist til, at hun er blevet tilbageholdt og voldtaget af myndighedspersoner i Kiev, og at hun frygter på ny at blive udsat herfor samt henvist til, at hun frygter ikke at kunne få den nødvendige beskyttelse fra myndighederne i Kiev. Hun har videre oplyst, at hun ikke kan leve i Ukraine, da hun ikke kan få et arbejde, og fordi byen er blevet bombet. Hun ved ikke, hvor hun skal bo. Hun har ikke noget netværk i Ukraine. Hun ved ikke, hvor hendes moder er, og hendes fader er død for 20 år siden. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har været udsat for de konflikter, som hun nu påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet to helt forskellige forklaringer om voldtægtsforholdet, og at ansøgeren ved sin første forklaring til de danske myndigheder forklarede, at hun søgte asyl på grund af krigen, at der ikke var andre grunde til, at hun frygtede at vende tilbage, og at hun ikke havde konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sine familieforhold til grund. Hun har således afgivet tre forskellige forklaringer om sin faders forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Ukraine er af en sådan karakter, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Ukraine. Ansøgeren har således ikke behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, ansøgeren påberåber sig, er ikke af en sådan karakter, at de er omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren opfylder derfor heller ikke betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/8/IBL
