Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske russere og russisk ortodokse af trosretning fra Lugansk området i Ukraine. Den mandlige ansøger har været medlem af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, siden omkring 2011. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv begge henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af ukendte støtter af Viktor Yanokovychs regering. De har videre henvist til, at de ikke kan tage ophold i Ukraine, fordi de er etniske russere, og at de tillige frygter tvangsmobilisering, idet alle i alderen mellem 18 og 60 år bliver indkaldt af myndighederne i Ukraine. Den mandlige ansøger begyndte i forbindelse med præsidentvalget i 2010 offentligt at advokere imod valget og blev af den grund degraderet på sin arbejdsplads. Han kom via den kvindelige ansøgers arbejdsplads i kontakt med den lokale leder af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, som han meldte sig ind i. Han startede med at uddele løbesedler, men blev senere forfremmet til at organisere uddelingen af løbesedlerne. Efter et folkemøde [i foråret] 2012 blev ansøgeren anholdt af politiet og udsat for vold. Han blev løsladt morgenen efter uden at blive sigtet eller stillet for en dommer. Under den mandlige ansøgers tilbageholdelse blev den kvindelige ansøger opsøgt på bopælen af ukendte personer, som truede hende og bad hende meddele den mandlige ansøger, at han skulle stoppe med sine politiske aktiviteter. De slog og sparkede hende, så hun blev bevidstløs. Den mandlige ansøger fortsatte sit politiske arbejde, og omkring medio maj 2012 blev den kvindelige ansøger på ny opsøgt af to af de samme mænd som tidligere, som truede hende på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. [Senere i foråret] 2012 satte ukendte personer ild til deres hoveddør om natten. [I efteråret] 2012 blev den mandlige ansøger overfaldet på vej hjem fra et partimøde, hvor han blev ført hen til en gyde, hvor der holdt en bil parkeret. Der kom tre personer ud af bilen, som udsatte ham for fysiske overgreb og beordrede ham til at stoppe med sine politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger hjalp ham efterfølgende op i lejligheden efter at være blevet hentet af en nabo. Dagen efter rejste de hjem til den mandlige ansøgers forældre. Forældrene blev herefter opsøgt på grund af den mandlige ansøgers forhold, hvorefter ansøgerne besluttede sig for at udrejse af Ukraine. Forældrenes bopæl er senest blevet opsøgt i [sommeren] 2015, hvor forældrenes nabo henvendte sig til dem og udviste interesse for den mandlige ansøgers opholdssted. Faderen er ydermere blevet opsøgt på torvet af ukendte personer i militæruniformer, der ligeledes gerne ville vide, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund og finder herefter, at ansøgerne isoleret set er berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgerne hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgerne. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgernes personlige forhold lagt vægt på, at de er et relativt ungt par – uden børn – der efter det oplyste er uden alvorlige helbredsmæssige problemer, og at de taler ukrainsk. Det af ansøgerne oplyste om deres frygt for dels tvangsmobilisering, dels forfølgelse af dem som etniske russere findes ikke at kunne føre til, at de ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/7/SLN
