Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sendt til fronten, eller at myndighederne vil fabrikere en sag mod ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han sammen med sin ven Sergej […] i Kiev deltog i en demonstration mod præsident Janukovitjs. De var taget til demonstrationen, fordi de forinden havde fået oplyst, at de kunne modtage betaling for at deltage. [Fire dage senere] eskalerede situationen i Kiev, og der kom snigskytter til området. Politiet begyndte at anholde personer, som deltog i kampene, og ansøgeren samt andre begyndte at filme urolighederne med deres mobiltelefoner. Dernæst begyndte myndighederne at anholde de personer, som havde filmet. Ansøgeren blev pågrebet og hevet hen til en minibus. Han og fire andre tilbageholdte blev herefter kørt til en landsby i udkanten af Kiev, hvor de blev ført ind i et tomt hus. Her blev de beordret til at tage deres tøj af. De blev kropsvisiteret, ligesom de blev slået og hånet. Myndighederne tog hans pas og telefon, og han blev beskyldt for at modarbejde regimet og for at være spion. De tilbageholdte fik efterfølgende bundet deres hænder og fødder med tape og placeret på gulvet. Næste morgen modtog vagten et telefonopkald. Han kom kort efter og sagde, at han gik, men at han ville komme tilbage. Efter vagten var gået, lykkedes det for ansøgeren og de fire andre tilbageholdte at sparke en rude itu og ved hjælp af glasskårene skære sig fri, hvorefter de flygtede. Ansøgeren tog herefter tilbage til Kiev, hvor han opholdt sig i en dag. Dernæst tog han sammen med sin ven Sergej, som ikke havde været tilbageholdt, til Lutsk, hvor de i en dag boede på et hotel. Efterfølgende boede ansøgeren i en lejelejlighed. Ansøgerens kæreste fortalte ansøgeren, at nogle mistænkelige personer forsøgte at opsøge ham på deres fælles bopæl i Kharkov. Personerne, der ankom i en sort bil, præsenterede sig ikke som værende fra politiet. Ansøgeren formoder, at personerne havde i sinde at tage ham med til fronten for at kæmpe. Omkring [medio forår] 2014 blev hans bopæl ransaget af nogle uniformerede politibetjente, ligesom kæresten lagde mærke til, at der holdt en bil i nærheden af bopælen, og at hun blev overvåget. Ansøgeren opholdt sig i Lutsk i fem til seks måneder, inden han i sommeren 2014 udrejste af Ukraine. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at den del af hans forklaring, hvorefter personer omkring halvandet år efter de påståede seksuelle overgreb i Kiev skulle have forevist en film af dette i et beboelsesområde i ansøgerens hjemby Kharkov, forekommer usandsynlig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han, der forekommer uprofileret, ved en tilbagevenden til Ukraine ville være i konkret og individuel risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/4/LAP
