Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar med tidligere bopæl i Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk aserbajdsjaner og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Ansøgerne har siden 1992 haft opholdstilladelse i Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive anholdt, fordi han er armenier. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ikke vil blive accepteret, da hun har et armensk efternavn og fordi hun er statsløs. Som asylmotiv i forhold til Ukraine har ansøgerne oplyst, at de ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af separatister, fordi de er udlændinge. Ansøgerne frygter dertil den generelt nationalistiske stemning, der hersker i Ukraine. Som støtte for deres asylmotiver har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i marts 1992 blev taget til fange af aserbajdsjanere, der ville bruge ham til en fangeudveksling i Nagorno Karabakh. Den mandlige ansøger blev i forbindelse med dette udsat for grove fysiske overgreb. Røde Kors kom til Nagorno Karabakh, og da de så den mandlige ansøgers tilstand, insisterede de på, at han blev taget til et hospital. Kort herefter lykkedes det den mandlige ansøger at flygte ud af Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger samt ansøgernes datter fulgte efter og i 1992 fik de midlertidig asyl i Ukraine. Opholdstilladelsen blev gjort permanent efter omkring i alt syv til ti år. Den mandlige ansøger har hertil forklaret, at han ikke har opnået ukrainsk statsborgerskab, det krævede, at han kunne dokumentere, at han ikke var statsborger i Aserbajdsjan, hvilket ikke var muligt. Som støtte for ansøgernes asylmotiv i Ukraine har de oplyst, at de to gange blev opsøgt på deres bopæl af fire personer, der kom fra henholdsvis den nationale garde og politiet. Første gang var den 25. juli 2014, hvor personerne konfiskerede den mandlige ansøgers militærbog, og sagde til ham, at han skulle melde sig frivilligt til militæret og ellers forlade Ukraine. Den 23. august 2014 kom de samme personer tilbage på bopælen. Denne gang optrådte de truende og konfiskerede ansøgernes opholdstilladelser. De blev beordret til at forlade deres bopæl, da den skulle bruges til Ukraines internt fordrevne. Ansøgerne forlod herefter deres bopæl og tog ophold hos deres datter, hvorefter de den 12. september 2014 forlod Ukraine. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne bør vurderes i forhold til Ukraine, hvor de efter det oplyste har haft lovligt ophold siden 1992. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at det virker påfaldende, at den kvindelige ansøger har ændret forklaring om, hvornår datteren flyttede fra sin ægtefælle, og hvorvidt hun selv har haft kontakt med datteren efter ankomsten til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene på nuværende tidspunkt for udlændinge i Ukraine har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine alene på grund af deres etnicitet vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlængelovens § 7, stk. 1 eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Det i øvrigt af ansøgerne anførte, herunder om deres helbredstilstand og boligforhold, findes ikke at medføre en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/1/MVI
