ukra20155

Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er ukrainsk statsborger og muslim af trosretning fra Simferopol på Krim, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter krigen og den generelle situation i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Ukraine er udsat for diskrimination, fordi hun er muslim og bærer tørklæde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun på et ukendt tidspunkt blev skubbet af en mand på åben gade i Simferopol, fordi han troede, at hun var etnisk tatar. Ansøgeren er også af andre blevet skubbet til. Desuden er der blevet råbt af ansøgeren på gaden af folk, som kom kørende forbi hende. I slutningen af [foråret] 2014 flyttede ansøgeren og hendes familie til Kharkiv, fordi de ikke ønskede at opleve det samme, som de havde oplevet i Syrien, og fordi det var usikkert, hvorvidt der ville udbryde krig. Familien forsøgte at få visum til det samme land, men det var ikke muligt. Ansøgerens ægtefælle udrejste til Libanon, men ansøgeren kunne ikke få visum dertil. [Sidst på sommeren] 2014 udrejste ansøgeren af Ukraine. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Krim og Østukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøger enkelte gange er blevet skubbet til og råbt ad af folk på gaden eller i busser, har ikke et sådant omfang eller intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøger har ikke herudover haft konflikter med privatpersoner eller myndighederne på Krim og har dermed ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/5