Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgernes udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltager i en demonstration i Kuwait og efterfølgende er flygtet fra landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration i Taima for bedre rettigheder for bidooner. Ansøgeren slog i forbindelse med demonstrationen på et billede af emiren med en sko. Politiet opløste demonstrationen, og ansøgeren blev anhold og fængslet. Ansøgeren var tilbageholdt i mere end to måneder, og i den periode blev han udsat for en lang række overgreb af torturlignende karakter, hvilket ledte til, at han forklarede, at han havde arrangeret demonstrationen. Ansøgeren har fået at vide, at han blev løsladt efter pres fra de britiske myndigheder. Efter sin løsladelse rejste ansøgeren til Chebed, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse fra Kuwait i [foråret] 2015. Efter løsladelsen blev ansøgeren eftersøgt af efterretningstjenesten på bopælen i Sulaibiya. I den forbindelse blev ansøgerens mor udsat for overgreb. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Vedrørende ansøgerens identitet bemærkes, at sprogtesten har bekræftet, at ansøgerens taler arabisk, som det i Den Arabiske Golf. Herover for står imidlertid, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udvist et manglende kendskab til centrale lokaliteter, herunder om hovedgaden Al Shabi i Sulaibiya, om området omkring ansøgerens bopæl i Sulaibiya, og om afstanden mellem moskeen Abu Haitman og Taima, hvor demonstrationen fandt sted, hvilken distance ansøgeren angivelig skulle have tilbagelagt til fods. Ansøgeren har endvidere vedrørende sit asylmotiv på væsentlige punkter afgivet divergerende forklaringer. Nævnet har særligt lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han fik kendskab til demonstrationen, og på at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han opholdt sig efter at han blev løsladt. Nævnet har videre tillagt det væsentlig betydning, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaring om, hvad der overgik ansøgerens mor i forbindelse med, at efterretningstjenesten efter løsladelsen ledte efter ansøgeren, og om hvorledes ansøgeren fik kendskab her til. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hans mor afgik ved døden. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke har haft konflikter i andre lande. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og ud fra en samlet vurdering således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukendt/2019/13/TBP
