Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine, født i 1976. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for Flygtningenævnet som asylmotiv havde henvist til, at han var homoseksuel, og at hans far, som var krænket over hans seksualitet, uretmæssigt havde beskyldt ham for at have stjålet 20.000 USD. Han frygtede at blive forfulgt herfor, da hans far var medlem af Det Øverste Råd og derfor havde stor indflydelse. Det fremgår af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, at der ikke sker myndighedsunderstøttet forfølgelse af homoseksuelle i Ukraine. Ansøgerens oplysninger om hans fars medlemskab af Det Øverste Råd i Krim havde ikke kunnet bekræftes, idet faderens navn ikke havde optrådt på listen over medlemmer heraf. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor i medfør af udlændingelovens § 40 ansøgerens forklaring på dette punkt. Ansøgeren havde således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, eller at han ville blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ukraine/2004/2