Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt af ugandiske myndigheder. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af civile ugandere, herunder religiøse personer, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han altid udelukkende har følt sig tiltrukket af sit eget køn. I 2005 blev han på en kostskole anklaget for at være homoseksuel og blev derfor suspenderet i seks uger fra kostskolen. Som betingelse for at vende tilbage måtte han deltage i rådgivningssessioner hos pastor [A], der er en kendt modstander af homoseksualitet. I [slutningen af] 2009 var han kortvarigt tilbageholdt af politiet, der beskyldte ham for at have etableret kontakter mellem studerende og udenlandske homoseksuelle. Under tilbageholdelsen blev han slået. Mens ansøgeren opholdt sig i Uganda, var det i familien kun hans tante og søster, der vidste, at han var homoseksuel. Han havde i Uganda to homoseksuelle forhold. I [foråret] 2010 udrejste han til Danmark, hvor han fik opholdstilladelse til [sommeren] 2013. I [slutningen af] 2014 søgte han asyl. Under opholdet i Danmark har han fire gange været indlagt vedrørende maniodepressiv lidelse. Han har i Danmark haft to homoseksuelle kærester. Ansøgerens moder har telefonisk oplyst, at ugandiske myndighedspersoner i [efteråret] 2014 og [foråret] 2015 har spurgt efter ham. Da han fortalte sin moder, at han var homoseksuel, afbrød hun forbindelsen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det må herefter antages, at det i Uganda – herunder hos myndigheder og i ansøgerens familie – er kendt, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren er endvidere på en kendt LGBT-hjemmeside, der er tydeligt forbundet med homoseksualitet. Både ansøgerens navn og foto fremgår på hjemmesiden. Ansøgerens navn fremgår tillige af en af ham udviklet app om LGBT-personers sikkerhed. Herefter, og efter nyere baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse. Efter en samlet proportionalitetsafvejning, herunder vedrørende den i Danmark begåede kriminalitet vedrørende straffelovens § 171 og § 261, findes der, jf. udlændingelovens § 10, ikke at være tilstrækkelig grund til, at udelukke ansøgeren fra at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger [B] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2015/4.