Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I efteråret 2008 var ansøgeren forsvundet. I slutningen af 2009 var ansøgeren igen dukket op og havde oplyst, at han fortsat ønskede asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han var efter det oplyste født i Tyrkiet. Udlændingeservice havde i afslaget fra foråret 2008 vurderet ansøgeren i forhold til Tyrkiet og ikke i forhold til Bosnien-Hercegovina, idet Udlændingeservice fortsat anså ansøgeren for at være tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han i 1995 havde deltaget som medlem af en navngiven Mujahedin-gruppe i kamphandlinger mod de bosniske serbere. Han havde overværet grusomheder begået af mujahedinerne imod tilfangetagne serbere, blandt andet halshugning med motorsave og sabler. Han havde i 2006 i Sarajevo afgivet forklaring herom på båndoptagelser, foranlediget af den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY), blandt andet i en konkret retssag mod en bosnisk general. Han havde endvidere over for embedsmændene fra ICTY påvist gerningssteder i Bosnien, og han havde ligeledes udleveret fotografier, som det var lykkedes ham at tage i hemmelighed af nogle af begivenhederne. Disse oplysninger var blevet videregivet til uvedkommende personer, muligvis af generalens forsvarer eller af ansøgerens egen advokat i Bosnien-Hercegovina. Han var blevet lovet et vidnebeskyttelsesprogram af ICTY, men han havde senere erfaret, at ICTY ikke så sig i stand til at garantere for hans sikkerhed. Ved en eventuel udsendelse til Tyrkiet frygtede han overgreb enten fra mujahedinere, folk fra hans egen tidligere kampgruppe i Bosnien-Hercegovina, der stadig måtte befinde sig i Tyrkiet, eller asylbegrundende forfølgelse fra de tyrkiske myndigheder. Ansøgerens opfattelse bestyrkedes af, at en kroatisk hjemmeside fra foråret 2009, som advokaten havde fremsendt en udskrift af til Flygtningenævnet, blandt andet omtalte ansøgeren som terroragent. Under nævnsbehandlingen oplyste han, at han siden 2006, hvor han havde fået udstedt legalt nüfüs (Id-kort) samt ægte tyrkisk pas, kun havde opholdt sig i Tyrkiet i halvanden dag i 2009 i forbindelse med gennemrejse fra Grækenland til Syrien. De tyrkiske stempler, der fremgik af hans danske fremmedpas, var falske, og de var blevet isat passet af de menneskesmuglere, der havde hjulpet ham med gennemrejsen. Flygtningenævnet kunne lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde afgivet vidneforklaringer på bånd og påvist gerningssteder, som af ham oplyst. Flygtningenævnet kunne også lægge til grund for sagen, at oplysningerne var kommet i forkerte hænder, idet de var blevet lækket i forbindelse med retssagerne i ICTY, herunder retssagen mod en navngiven leder. Flygtningenævnet kunne derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren af denne grund ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ved samtalen med politiet i foråret 2008 havde angivet, at han ikke nærede frygt for de tyrkiske myndigheder, men at han alene frygtede mujahedinerne i Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren under en politiafhøring i slutningen af 2009 havde oplyst, at han havde opholdt sig halvanden måned i en landsby i Adana-provinsen i Tyrkiet under sin ovennævnte rejse fra 2008 til 2009. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at de tyrkiske stempler i ansøgerens fremmedpas var falske. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren under den nævnte samtale i foråret 2008 havde forklaret, at han i foråret 2006 havde talt med det tyrkiske politi på en café i Istanbul, hvorunder der var blevet taget fotografier af ansøgeren, og hvorunder han var blevet udspurgt om sin deltagelse i krigen i Bosnien. Ifølge samtalen havde ansøgeren videre angivet, at han ikke havde haft andre problemer med det tyrkiske politi. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ville kunne søge den fornødne beskyttelse i Tyrkiet, idet han ligeledes ville kunne søge de tyrkiske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra tilbageværende medlemmer af Mujahedin. Sådanne overgreb måtte anses som privatretlige konflikter, som ikke i sig selv var asylbegrundende. I øvrigt bemærkede Flygtningenævnet, at der ikke forelå nogen som helst oplysninger om, at ansøgeren var blevet konkret truet af folk fra Mujahedin i Tyrkiet, endsige at ansøgeren havde haft kontakt med folk fra Mujahedin i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt endelig, at der under disse omstændigheder ikke var grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice med henblik på, at ansøgeren også vurderedes asylretligt i forhold til Bosnien-Hercegovina. Tyrkiet/2010/1
