Tunesien20072

Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grundlag af sine aktiviteter for det lovlige parti, DEHAP, ved en tilbagevenden til hjemlandet, risikerede fængsling eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde arbejdet og trænet med PKK i en træningslejr i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have opholdt sig i en træningslejr for PKK i Syrien, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette var kommet til de tyrkiske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2005, men først ansøgte om asyl et år senere. Flygtningenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde aftjent værnepligt kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at udeblivelse fra aftjening af værnepligt i Tyrkiet, ikke kunne antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke generelt kunne antages at være problemer med aftjening af værnepligt for etniske kurdere. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet, risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller ville være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2007/2