Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1962. Indrejst i april 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt på livet af en person, der havde stukket ansøgeren med en kniv og flere gange truet ansøgeren samt opsøgt ansøgerens bopæl og herunder ødelagt døre og vinduer. Ansøgeren havde videre henvist til, at han ikke kunne få de tyrkiske myndigheders beskyttelse. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han var eftersøgt af de tyrkiske myndigheder, idet den omtalte person havde anmeldt ansøgeren for trusler mod ham. Flygtningenævnet fandt ansøgerens forklaring om sine konflikter i hjemlandet mindre troværdig. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste legalt i april 2004, og at ansøgeren først ansøgte om asyl i oktober 2004. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgerens strid med den omtalte person udsprang af en privatretlig konflikt vedrørende byggegrunde. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i forbindelse med eventuelle strafbare forhold begået af den omtalte person. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgerens forklaring om myndighedernes manglende efterforskning, var ikke understøttet af ansøgerens egne oplysninger om de tyrkiske myndigheders behandling af ansøgerens anmeldelse. Uanset om ansøgeren måtte være eftersøgt af de tyrkiske myndigheder i anledning af en anmeldelse fra den omtalte person, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han derved var bragt i et forhold til de tyrkiske myndigheder, der kunne begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren måtte have været tilbageholdt i tre måneder i 1998, kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på den tid, der var gået siden tilbageholdelsen, og at ansøgeren i tiden efter havde befundet sig i hjemlandet indtil 2004. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyr/2005/4
