Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1971. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren var etnisk kurder fra det østlige Tyrkiet, at ansøgeren ved bekendtgørelse i Tyrkiets Lovtidende i 1996 var blevet frataget sit tyrkiske statsborgerskab, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sin færden og aktiviteter forud for udrejsen, blandt andet vedrørende indkaldelsen til aftjening af værnepligt, vedrørende tidspunktet for, hvornår ansøgeren var blevet bekendt med fratagelsen af statsborgerskabet, vedrørende hvornår og hvordan han skulle have ansøgt om generhvervelse af statsborgerskabet, og vedrørende hvem der skulle have angivet ansøgeren til myndighederne. Hertil kom, at ansøgeren efter det foreliggende alene kunne antages at have udført begrænsede aktiviteter angående kurdiske spørgsmål, som ikke i sig selv havde været egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for fra myndighedernes side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse, ligesom den måtte antages at være udslag af den generelle situation for kurdere i hjemlandet. På denne baggrund kunne det ikke lægges til grund, at fratagelsen af statsborgerskabet skyldtes ansøgerens politiske aktiviteter. Det måtte efter et notat fra Udenrigsministeriet fra 2004 lægges til grund, at fratagelsen alene beroede på en antagelse af, at ansøgeren havde været udrejst af Tyrkiet uden at have aftjent værnepligt trods indkaldelse hertil. Det fulgte videre af Udenrigsministeriets notat, at statsborgerskabet kunne generhverves efter begrundet ansøgning indgivet til rette myndighed. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at fratagelsen af statsborgerskabet i sig selv kunne begrunde asyl. Da ansøgeren efter det foreliggende samtidig fremstod uprofileret, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Tyr/2005/2
