Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1980. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter ansøgerens forklaring kunne lægge til grund, at han i 1999 i forbindelse med sin broders død blev afhørt af de tyrkiske myndigheder, og at han i den forbindelse blev udsat for grove overgreb. Ansøgeren oplyste under nævnsmødet, at han ikke længere kunne huske, hvor mange gange han blev afhørt af myndighederne. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren omkring sommeren 2000 påbegyndte aftjening af sin værnepligt. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han fik udmærkelse i skydning og påklædning under værnepligten. Ansøgeren forklarede endvidere, at han umiddelbart efter afsluttet værnepligt i foråret 2002 indgik ægteskab med sin kusine, der boede i Tyskland. Ægteskabet blev indgået i Tyrkiet, og ansøgeren havde en måneds tid forinden fået udstedt et nationalitetspas af de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet måtte herefter lægge til grund, at de tyrkiske myndigheder i hvert fald i forbindelse med indkaldelsen af ansøgeren til militærtjenesten havde gjort op med de forhold, som førte til afhøringerne og overgrebene mod ansøgeren. Det måtte således lægges til grund, at ansøgeren ikke havde været udsat for myndighedsovergreb siden da. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var forfulgt af grunde, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville blive udsat for forfølgelse, som kunne begrunde, at der skulle meddeles ham beskyttelsesstatus i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for efter sin egen forklaring, lå flere år forud for hans udrejse af Tyrkiet, og forud for at han havde aftjent sin værnepligt. De pågældende overgreb kunne således ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren blev meddelt asyl i Danmark på nuværende tidspunkt, og Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse. Tyrkiet/2004/1
