Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2007. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk kurder og tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde som sit asylmotiv blandt andet anført, at han frygtede at vende tilbage til Tyrkiet, idet han havde deltaget i demonstrationer til støtte for det kurdiske parti HADEP. Ansøgeren havde videre oplyst, at han på grund af sin deltagelse i demonstrationerne var blevet tilbageholdt, udsat for tortur, og presset til at tilstå kriminelle forhold, uden ansøgeren var blevet stillet for en dommer. Endelig havde ansøgeren oplyst, at han var blevet opsøgt og chikaneret af politiet hver gang, der havde været politiske uroligheder, fordi han i forbindelse med tilbageholdelserne var blevet registreret i et register sammen med andre kurdere. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende og utroværdigt om sin rejserute. Ansøgeren havde således forklaret, at han oprindeligt ønskede at rejse til Spanien, men at han først efter at være ankommet med et skib til Danmark - som ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingeservice lagde til havn i Frankrig – havde besluttet at tage toget til Spanien. Først da ansøgeren var nået til Tyskland, havde han opdaget, at han ikke havde råd til den fortsatte rejse til Spanien, hvorfor ansøgeren var rejst tilbage til Danmark med henblik på at låne penge af en herboende fætter. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om antallet af personer, der havde sejlet med det skib, som ansøgeren var kommet til Danmark med, og om længden af den tilbageholdelse han var udsat for i 2003. Ansøgeren havde således i asylansøgningsskemaet oplyst, at han i 2003 var blevet tilbageholdt i 22 dage af myndighederne, mens han overfor Udlændingeservice havde forklaret, at tilbageholdelsen havde varet 7 dage. Endeligt havde ansøgeren forklaret utroværdigt om sit tilhørsforhold til HADEP. Ansøgeren havde således i forbindelse med asylansøgningen forklaret, at han alene havde sympatiseret med organisationen HADEP, imens ansøgeren i forbindelse med sin første asylansøgning i 2001 både overfor politiet og i asylansøgningsskemaet havde oplyst, at han havde været medlem af HADEP. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kunne således heller ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have været udsat for overgreb af det tyrkiske politi, således som ansøgeren havde oplyst. Uanset om ansøgeren måtte have været medlem af HADEP eller blot sympatisør, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde profileret sig i en sådan grad, at han på baggrund af disse aktiviteter opfyldte betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke havde haft en særlig fremtrædende position for organisationen. Uanset om ansøgeren måtte have været tilbageholdt af myndighederne, bemærkede Flygtningenævnet, at de tilbageholdelser ansøgeren angiveligt skulle have været udsat for, havde været af kortere varighed, og ansøgeren var blevet løsladt hver gang uden at blive tiltalt. Flygtningenævnet fandt således ikke, at disse tilbageholdelser, såfremt de havde fundet sted, kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt asyl. Det forhold, at en asylansøger med et lignende asylmotiv var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet træffer afgørelse efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøgers asylmotiv. Endeligt bemærkede Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrk/2008/4
