Tyrk20081

Nævnet meddelte i januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I 2007 udsatte nævnet behandlingen af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter konklusionen i torturundersøgelsen, lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur i overensstemmelse med sin forklaring. Nævnet fandt, at konklusionen også støttede troværdigheden af ansøgerens forklaring i øvrigt, og nævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens bopæl også efter en tilbageholdelse i 2004 var blevet opsøgt flere gange af myndighederne, uden at man havde antruffet ansøgeren. Nævnet bemærkede, at tilbageholdelsen i 2004 kunne fremstå som en enkeltstående episode under myndighedernes efterforskning af ansøgerens slægtning, også fordi det ikke fremstod helt klart, om de efterfølgende henvendelser på bopælen havde været specifikt rettet mod ansøgeren, eller om der havde været tale om generelle forespørgsler i området. Henset til grovheden af den tortur, som ansøgeren havde været udsat for, sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgerens familie havde haft en kendt tilknytning til kurdiske organisationer, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en konkret og samlet vurdering imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en hjemvenden fortsat ville være i myndighedernes søgelys med risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tyrk/2008/1