Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2009. I Tunesien havde han modtaget trusselsbreve og var blevet tilbageholdt af politiet. Under hans ægtefælles sidste besøg i Tunesien, fik hun ikke lov til at udrejse med deres fælles søn, før efter at han havde givet tilladelse til dette. I april 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på asyl. Under Flygtningenævnets behandling af sagen aflagde ansøgerens ægtefælle vidneforklaring om begivenhederne under hendes besøg i Tunesien. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lagde til grund, at ansøgeren omkring midten af 2006 var blevet overfaldet af ukendte gerningsmænd, og at han nogen tid efter havde modtaget to breve, der af ansøgeren blev opfattet som trusselsbreve. Flygtningenævnet bemærkede, at der var tale om begivenheder, der lå tilbage i tiden. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke senere var blevet opsøgt af de personer, der stod bag vold henholdsvis trusselsbreve. Ansøgerens forklaring om, at han var efterstræbt, fordi han er gift med en dansk kvinde, og fordi Danmark er ansvarlig for profet-tegningerne, byggede på ansøgerens formodninger og var ikke nærmere underbygget. Der var heller ikke i sagens oplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren skulle have haft et afgørende modsætningsforhold til sin familie, således som han oplyste under nævnsmødet. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var blevet tilbageholdt tre gange inden for cirka det sidste halvandet år før udrejsen. Første gang var han blevet tilbageholdt på en politistation i kortere tid, hvorunder han var blevet afhørt og slået, men løsladt mod bestikkelse. Han var den anden gang blevet tilbageholdt i forbindelse med et checkpoint og blevet løsladt efter at have forevist sine papirer. Han var blevet løsladt fra den tredje tilbageholdelse efter indgriben fra politichefen, der var en bekendt af familien. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, at de påberåbte forhold ikke var af en sådan karakter og intensitet, at de kunne sidestilles med forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller medføre, at ansøgeren havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Episoden i forbindelse med Ægtefællens seneste udrejse af Tunesien var ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Tunesien/2009/2
