Nævnet meddeltei september 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2002 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han forud for udrejsen havde haft en 10-årig karriere ved militæret, sluttende som oversergent, og at han ved udrejsen havde været reservist. Ansøgeren havde fremskaffet en kopi af den tunesiske militære straffelov, hvoraf det blandt andet syntes at fremgå, at han som reservist blandt andet havde pligt til at melde sig på den tunesiske ambassade, hvis han tog ophold i udlandet. Ansøgeren havde gjort gældende, at han ved at tilsidesætte disse regler ved en tilbagevenden til Tunesien ville blive betragtet som forræder/desertør, hvilket ifølge den militære straffelov vil kunne straffes med dødsstraf eller langvarig fængselsstraf. Flygtningenævnet havde ved en iværksat høring søgt at få klarlagt, hvilken risiko ansøgeren i så henseende ville have løbet ved en tilbagevenden. Da høringen havde været uden resultat, og det således fortsat henstod som uafklaret, uden at dette kunne lægges ansøgeren til last, måtte ansøgeren stilles, som om han risikerede det, som han selv havde antaget. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet siden udrejsen i 2002, heller ikke i forbindelse med sin faders død i begyndelsen af 2007. Ifølge baggrundsoplysninger fra Tunesien foregår der tortur i de tunesiske fængsler, og retssystemet fungerer ikke uafhængigt. På den anførte baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren måtte anses for at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerede dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tunesien/2007/2
