Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tunesien, født 1954. Indrejst i maj 2002 med opholdstilladelse som familiesammenført, genindrejst i september 2003. Ansøgt om asyl i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hendes far havde besluttet, at hun ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden til Tunesien, idet hun havde vanæret familien ved at have været sin mand utro samt været skyld i, at manden var blevet idømt en fængselsstraf i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om truslerne var af en sådan karakter, at det måtte antages, at ansøgeren ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt endvidere, at det foreliggende forhold måtte anses for en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse imod. Det bemærkedes, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte lægges til grund, at de tunesiske myndigheder har vilje og evne til at yde den fornødne beskyttelse. Tun/2005/1