tune20111


Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2003. Ansøgeren søgte asyl i 2009.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk araber fra Tunis og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2003 blev tilbageholdt af tre personer fra det tunesiske politi og udsat for voldelige overgreb og tortur, fordi han havde ytret sig kritisk om det tunesiske styre til sin ven […], hvorefter vennen havde angivet ansøgeren, at han i forbindelse med sin løsladelse blev pålagt daglig meldepligt, hvilken han overholdte frem til sin udrejse af Tunesien senere i 2003, og at han blev udsat for voldelige overgreb hver gang han meldte sig på politistationen. Ved en eventuel tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren yderligere overgreb fra de tunesiske myndigheder i form af slag, ydmygelser og frihedsberøvelse. Endvidere frygter ansøgeren at blive idømt dobbeltstraf. Den af ansøgeren påberåbte tilbageholdelse i 2003 kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren har først til samtalereferatet oplyst om konflikter med de tunesiske myndigheder. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende omkring tilbageholdelsen og myndighedernes fremfærd i forbindelse hermed. Endvidere varede frihedsberøvelsen højst fire timer, ligesom den ligger langt tilbage i tid. Endelig udrejste ansøgeren legalt legitimeret med sit eget ægte pas. De øvrige påberåbte episoder med politiet, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang eller intensitet, at de kan sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. I øvrigt bærer de præg af at være af generel karakter. Herudover må det tillægges vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl i foråret 2009. Endelig er det indgået med nogen vægt i nævnets vurdering, at det tidligere styre ikke længere er ved magten i hjemlandet. Præsidenten er rejst i eksil. Forud for styrets fald havde der været omfattende demonstrationer, hvor demonstranterne krævede indførelse af demokrati. Vedrørende spørgsmålet om dobbeltstraf kan det ikke efter det foreliggende antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer overgreb eller sanktioner af en sådan karakter, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse. tune/2011/1