Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sfax, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til en konflikt med sin fætter, som ansøgeren er blevet misbrugt af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at misbruget fandt sted fem til seks gange i Tunesien, og at misbruget startede, da ansøgeren var omkring 9 år. Ved en tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren, at han vil forsøge at finde fætteren, og hvis han gør det, vil han enten slå fætteren ihjel eller begå selvmord. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret, at han frygter, at fætteren vil fortælle om misbruget til ansøgers familie, hvilket vil være en katastrofe, dels fordi det er skamfuldt, dels fordi ansøgerens brødre så vil forsøge at dræbe fætteren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens modsætningsforhold til fætteren må anses for afsluttet, hvorved bemærkes, at ansøgeren udrejste af Tunesien i 2005, og at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har bekræftet, at han ikke har nogen konflikter med de tunesiske myndigheder. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/5/EMU