Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Togo. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk watchi fra Lomé, Togo. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet UFC i perioden 2003 til 2010 samt været medlem af en upolitisk forening […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Togo frygter at blive fængslet af de togolesiske myndigheder, idet de efterstræber ham på grund af hans aktiviteter for UFC. Ansøgeren har henvist til, at han i foråret 2010 blev anholdt på vej hjem fra en ven i forbindelse med tumult i et område, som han passerede. Efter tre dages tilbageholdelse blev han løsladt med den besked, at han næste gang ville blive fængslet. Ansøgeren har videre henvist til, at han i sommeren 2010 holdt møde for 15 personer fra […]hjemme på hans bopæl. Dagen efter ankom civilklædte personer og ransagede huset. Deres bil havde nummerpladen ”FAT” – den togolesiske hær. Under ransagningen blev hans familiemedlemmer slået med stave og tildelt lussinger. Tre dage senere blev ansøgeren anholdt af nogle soldater. Han blev beskyldt for at have mobiliseret unge til demonstrationer og blev som straf herfor sat til at rydde op i gaderne efter demonstrationerne. Han blev truet med fængsel. Efter fem dages tilbageholdelse blev han løskøbt af sin onkel. I sensommeren 2010 faldt ansøgeren sammen med andre i politiets baghold. Han blev anholdt og tilbageholdt, idet han blev beskyldt for ikke at adlyde myndighederne. Han blev under tilbageholdelsen slået. Han fik at vide, at hans navn blev registreret, og at han i slutningen af ugen ville blive overført til et rigtigt fængsel. Han var tilbageholdt i tre dage, men blev løsladt, idet familien løskøbte ham. Han blev af politimanden som løslod ham oplyst, at det var bedst, hvis han forlod Togo, idet han næste gang ville blive fængslet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid tiltræde, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgeren alene blev tilbageholdt i forbindelse med masseanholdelser i forbindelse med valget i 2010, og at ransagningen af ansøgerens bolig også fandt sted som led i urolighederne i forbindelse med valget. Ansøgeren har efter sin egen forklaring alene sympatiseret med og haft begrænsede aktiviteter for UFC. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren hver gang alene blev tilbageholdt i kortere tid, at UFC er et lovligt parti, og at den forening, som ansøgeren var formand for, ikke havde et politisk formål og var en lovlig forening. Efter ansøgerens forklaring skyldtes myndighedernes interesse for ham som formand for dette parti da også, at myndighederne havde misforstået partiets virke og formål. Herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om udviklingen i Togo efter valget har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var forfulgt af myndighederne på en asylrelevant måde, og at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere en sådan forfølgelse. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillige i et vist omfang lagt vægt på, at ansøgeren ikke søgte asyl i forbindelse med sin indrejse i Sverige, men forsatte sin rejse via Danmark mod Belgien for at søge asyl der, og at han først søgte asyl i Danmark, efter han var blevet anholdt af tysk politi og sendt til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” togo/2011/1