Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Togo, født i 1962 (M) og i 1969 (K), samt tre børn. Indrejst i november 2002. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet efter de optagne fingeraftryk lagde til grund, at den mandlige ansøger i november 1994 og den kvindelige ansøger i marts 2000 var indrejst i Tyskland og havde søgt asyl, og at de i november 2002, kort inden indrejsen i Danmark, var meddelt endeligt afslag. Flygtningenævnet bemærkede, at en asylansøger skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om der skal gives opholdstilladelse efter udlændingeloven. Flygtningenævnet fandt ikke på det foreliggende grundlag at kunne anse ansøgerne for identificeret, og fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved indrejsen opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger var identisk med den person, der havde skrevet de artikler, som ansøgeren gjorde gældende ville bringe ham i modsætningsforhold til de togolesiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret, at han havde svært ved at skrive og at de artikler, han angiveligt skulle stå som forfatter af, var formuleret af andre. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde beskæftiget sig med publikation af artikler. Da den mandlige ansøger ikke havde dokumenteret sin identitet, kunne det forhold, at forskellige artikler var underskrevet med det navn, som ansøgeren havde søgt asyl under, ikke bevirke, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at indholdet af artiklerne ikke var indgået i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylgrundlag. Uanset om det lægges til grund, at den mandlige ansøger i 1994 havde været tilbageholdt af myndighederne i seks måneder og været udsat for hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, da overgrebene lå mere end ti år tilbage i tid, at der som følge heraf var grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere som følge af det anførte vedrørende den mandlige ansøgers identitet ikke noget grundlag for at foretage ægthedsundersøgelse af dokumenter hidrørende fra RCT og UFC og bemærkede, at de pågældende dokumenter og den foreviste private videofilm ikke skønnedes at have nogen betydning for vurderingen af ansøgerens identitet og asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøger havde noget selvstændigt asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne var asylbegrundende forfulgt ved deres udrejse, eller at ansøgerne ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Togo ville risikere at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Togo/2005/1
